Ældre er aktive på datingsiderne: Jeg savnede kram og knus

Et stigende antal danskere over 70 år søger kærligheden på datingsider på nettet.

Kirsten Brasen og Ole Hansen fandt hinanden på nettet.

Dating på nettet er for alle aldre - også den tredje. Og tallet er stigende for dem over 70 år, der søger en kæreste.

 Det fortæller Thomas Røhr Kristiansen, der er markedsansvarlig på Dating.dk, Danmarks største datingside med omkring 600.000 profiler.

- Cirka 70.000 af de kærestesøgende på dating.dk er fra 50 år og opefter, og ser vi på dem, der er over 70 år, så er der 9.000, der søger en kæreste netop nu, fortæller han.

Fandt hinanden på nettet

I takt med, at internetgenerationen bliver ældre, så vil der også være flere af dem, der dater på nettet, spår Thomas Røhr Kristiansen.

To af dem, der har fundet kærligheden et enkelt klik væk,  er Kirsten Brasen på 64 år og Ole Wehage Hansen på 68.  De bor kun 17 kilometer fra hinanden på Sydsjælland, men fandt sammen via nettet.

- Jeg savnede kram og knus i hverdagen, og i vores alder går man jo ikke bare hen og spørger: "Vil du med i biografen?", fortæller Kirsten Brasen.   Ole Hansen tænkte, at når man ikke længere er på arbejdsmarkedet, og heller ikke går på værtshus for at finde en kæreste, så var nettet den eneste mulighed. De har begge mistet deres ægtefælle for et par år siden.

Ældresagen jubler over dating-lysten

Margrethe Kähler er seniorkonsulent i Ældresagen, og hun er begejstret for det stigende antal ældre, der finder en god ven eller en kæreste på de mange datingsider.

- Det bedste for et godt liv i alderdommen er at have et socialt liv. De ældre er klar over, at det er skønt at have en kæreste,  de kan gå ud i livet med,  kysse og sove sammen og gøre sig lækker overfor. De har den der 68-energi i sig stadigvæk.

Og så en lille advarsel fra Ældresagen, der gælder alle dating-aldre.

- Opgiv aldrig dit private navn i din profil. Opgiv aldrig dit telefonnummer og mailadresse eller din fysiske adresse i din profil. Det kan du altid rykke ud med, hvis du får etableret en holdbar kontakt.

Facebook
Twitter