Alvorlige fejl i medicinhåndteringen på plejehjem

Håndteringen af medicin på landets plejehjem halter så meget, at embedslægen sidste år gav mange af dem kritik for alvorlige fejl og mangler.

Når plejehjem hver dag udleverer medicin til deres beboere, så sker der alt for ofte fejl. Sidste år måtte embedslægen udtale alvorlig kritik af medicinhåndteringen på 19 forskellige plejehjem. (© Stock exchange)

Hver dag udleveres der tusindvis af piller på landets plejehjem, som skal mildne eksempelvis gigt, depression eller forhøjet blodtryk.

Men en aktindsigt, som DR har fået i samtlige tilsyn af plejehjem sidste år, viser, at der overalt i landet bliver begået så graverende fejl i håndteringen af medicin, at embedslægen gav kritik for alvorlige fejl og mangler.

- Det er meget alvorligt. Beboerne på landets plejehjem har jo krav på at få den medicin, som lægen ordinerer. Det kan jo have stor betydning for deres helbred, så det er alvorligt, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen, Anette Lykke Petri.

Fik ikke blodfortyndende medicin i to dage

Af aktindsigten fremgår det, at der alene i Region Sjælland var otte plejehjem, der sidste år fik kritik for deres medicinhåndtering. Kritikken kom blandt andet, efter en beboer ikke fik udleveret sin insulin, mens en anden beboer gik to dage uden sin blodfortyndende medicin.

De alvorlige fejl giver ikke alene livsfarlige situationer for plejehjemsbeboerne. Det vækker også bekymring for de pårørende, som har overladt ansvaret for deres familiemedlemmer til et plejehjem, lyder det fra Foreningen af Pårørende i Danmark:

- Hver gang der er problemer af den her art, så bliver vores tillid til systemets kompetencer udfordret. Og det er noget, som er rigtig svært at håndtere, når man har sin kære siddende på et plejehjem, siger Marie Lenstrup, der er formand for foreningen.

Sundhedsstyrelsen: Man kan føle sig tryg på plejehjemmene

På trods af de mange sager i forbindelse med tilsyn sidste år, kan både beboere og pårørende føle sig trygge på landets plejehjem. Det er nemlig et krav, at der bliver rettet op på fejlene, lyder det fra Sundhedsstyrelsen.

- Når fejlene bliver påpeget, så er ledelsen og kommunens forvaltning ansvarlig for, at der bliver rettet op. Samtidig følger vi også op fra Sundhedsstyrelsens side, så vi er helt sikre på, at der er rettet op på fejl og mangler, siger Anette Lykke Petri.

En ny politisk aftale, som blev indgået sidste uge om tilsyn i sundhedsvæsnet, betyder, at der fremover kun vil være halvt så mange ressourcer til tilsyn på plejehjem. Besparelsen sker for at styrke Sundhedsstyrelsens tilsyn med læger.