Amy fjernet mod sin vilje

Stik mod anbefalinger fra flere eksperter vil Næstved Kommune fjerne en 11-årig pige mod hendes vilje fra sin plejefamilie.Næstved Kommune kørte fra stedet, da de så holdet fra TV Avisen.

Stik mod anbefalinger fra flere eksperter vil Næstved Kommune fjerne en 11-årig pige mod hendes vilje fra sin plejefamilie.

Kommunen dukkede i går op på plejefamiliens bopæl for at fjerne den lille pige, der har haft et omtumlet liv på børnehjem og med adoption og tvangsfjernelser.

For tre år siden kom Amy til Danmark. Hun er adopteret fra Etiopien af adoptivforældre, men har tilbragt det meste af sin tid i Danmark på institutioner, fordi Amys adoptivforældre ikke magtede barnet.

Tvangsanbragt

For et år siden blev pigen tvangsanbragt hos en familie i Næstved, hvor hun føler sig tryg. For 14 dage siden meddelte kommunen Amy, at hun skulle flyttes til en institution. Trods flere forespørgsler har plejeforældrene ikke kunnet få begrundelsen at vide, fordi de ikke var part i sagen.

En psykolog fra Næstved Kommune har ellers vurderet, at det er bedst for Amy at blive i plejefamilien. Det har Amy også selv givet udtryk for.

Uhyrlig sag

Ledende psykolog i Familiestyrelsen, Lene Kamm, har fulgt Amys sag, siden hun kom til Danmark for godt tre år siden.

- Det er en skandale og en uhyrlig sag, at man behandler et barn sådan. Hun har brug for tryghed. Det må stoppe nu, siger Lene Kamm til DR Nyheder.

Men Næstved Kommune mener, at den har taget den rigtige beslutning.

- Vi er klart af den opfattelse, at der er tungtvejende grunde til at ændre anbringelsesstedet. Det er for at tjene pigens interesser, siger Per B. Christensen, der er Børne- og kulturdirektør i Næstved Kommune.

Slog til i aftes

Medarbejdere fra Næstved Kommune forsøgte i aftes endnu engang at fjerne pigen. Men denne gang var det en repræsentant fra den lokale avis, der afholdt medarbejderne fra at fjerne pigen med magt.

Facebook
Twitter