Anders og Susanne valgte æbleplantagen fremfor stenbroen: "Det er ren haveterapi, man føler sig aldrig stresset"

PORTRÆT: Sådan vendte kemikeren og økonomen storbyen ryggen og blev øko-frugtavlere.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Græsset gror knæhøjt mellem frugttræer og bærbuske, og der er hverken fugleskræmsler eller andre fugleforskrækkere i plantagen. Til gengæld kan man tælle op til 220 fuglehuse til mejser og musvitter og fem summende bistader.

Hønerne og de to haner går frit omkring på gården mellem ukrudt og urtepotter fuld af små, nypodede træer. En gammel halmballe gør det ud for insekthotel og summer af liv.

Det er biodiversiteten, der får det hele til at hænge sammen på den økologiske frugtplantage Kysøko ved den lille by Kyse på Sydsjælland.

Ti år er gået siden ægteparret Susanne Hansen og Anders Lindgård skiftede storbylivet i København ud med Susannes fædrene gård og forvandlede den til deres pesticidfrie paradis.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Måske ikke lige det, man forventer af en økonom fra televæsenet og en cand.scient i kemi og fysik. Og det gjorde de sådan set heller ikke selv.

- Vi tænkte: Nogen har en ødegård i Sverige, så kan vi vel have en på Sydsjælland, husker Susanne.

Men livet på landet fangede dem, og nu er de både gårdejere og frugtavlere på fuldtid.

Økologiske frugtavlere vel at mærke med 8.000 frugttræer, 1.500 bærbuske, fem producerende bifamilier og et mosteri.

Dus med æbleguden

Om sommeren rykker deltagerne af en ø-lejr ind på en bid af gårdens 17 hektar jord. I fem uger bor de her og holder ø-lejr med stort Ø for økologi.

Det er mange år siden, der sidst blev sprøjtet med ukrudtsgift her på stedet. For pesticider er imod alt, hvad Anders og Susanne tror på.

- Jeg ved ikke, om jeg skal sige det, men her på gården hersker æbleguden. Susanne ler. Og en af de ting, som æbleguden siger, er, at man ikke må sprøjte. Så lever man med, at der er pletter på æblerne, for de smager jo fuldstændig magen til de pletfrie.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Kemikeren, der fik nok af kemi

Allerede som kemistuderende begyndte Anders Lindgård at få sine betænkeligheder overfor det fag, han havde valgt.

- En af mine lærere døde af kræft. Da jeg læste, at kemikere havde en overdødelighed på 30 procent, tænkte jeg: Er det det, jeg vil? Derfor blev jeg papir-kemiker, altså teoretisk kemiker.

Anders tog sin ph.d. i kemi og var fra 1971 til 1981 lektor og forsker ved Københavns Universitet. Men han delte ikke den almindelige begejstring for at de nye stoffer, der fulgte med udviklingen i 70'ernes kemiske industri og de kemiske forbindelser, der dukkede op

- Som kemiker syntes jeg, det var betænkeligt med alle de nye stoffer og kemikalier, som man fandt på, og som folk var så glade for. De tænkte ikke på bagsiden af medaljen, for der er jo en bagside. Nu spreder vi alle de her naturfremmede stoffer i naturen, og vi hælder dem i mennesker.

- Jeg fandt ud af, at jeg er kemikeren, der ikke kan lide at spise kemi.

Sidste år var frugtplantagen spækket med forskellige æblesorter. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

En typisk storby-familie

Men der skulle mange års omveje som udviklingschef i erhvervslivet og som selvstændig it-konsulent, før Anders selv kastede sig ud i at producere kemifrie fødevarer. Imens gjorde Susanne karriere i televæsenet, og livet gik sin gang med villa på Frederiksberg og sommerhus i Nordsjælland.

- Vi levede et meget traditionelt byliv med to voksne og to gange sammenbragte børn. Man gik på arbejde om morgenen, kom hjem om aftenen - og arbejdede måske også lidt om aftenen, hvis der nu var travlt på arbejdet.

Da børnene flyttede hjemmefra, blev børneværelserne i stedet fyldt med udvekslingsstudenter. Og når venner og familie fra hele verden kom på besøg, blev byen vist frem helt efter bogen: Christiania, Vor Frelser Kirke og Rundetårn, tilsat mere ukendte afkroge af det København, de lærte at kende så godt.

Nu viser de rundt i plantagerne mellem frugttræer og frugtbuske. Fortæller om de 60 æblesorter, som lover en god høst i år, mens udbyttet fra pærer-, blomme- og kirsebær-træerne ser ud til at blive noget juks.

Udvekslingsstudenterne er erstattet af såkaldte wwoofers, økologisk interesserede frivillige fra hele verden, som kommer for at arbejde til gengæld for kost og logi.

Anders Lindgård tager på madmarkeder, for at sælge blandt andet æblemost og ingefærshots. Hjemme på gården har der gennem de sidste ti år været unge frivillige fra hele verden på besøg. De hjælper blandt andet med at presse æbler. (Foto: Privatfoto og Ann Smed Madsen © KysØko)

Det skulle være sommerhus nummer to

Susanne er vokset op på landet, og det var derfor ikke ukendt land for hende, da de efter faderens død valgte at købe og overtage fødegården i Kyse og plante den første økologiske æbleplantage.

Anderledes var det for Anders:

- Vi havde ikke forestillet os, at det ville blive så dejligt. Det skulle jo bare være sommerhus nummer to, og så skulle vi dyrke det der korn. Det var der ikke meget sjov ved. Men så begyndte vi at dyrke æbler, og det var rigtig sjovt.

- Indtil vi fik gården her, havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle sætte mine ben eller bo på en gård. Jeg havde heller aldrig siddet på en traktor før, jeg blev 60. Så sad jeg der pludselig, og det var bare så fint.

Gårdens gamle traktor, der er lige så gammel som Susanne og for længst er gået på pension, men stadig kan både starte og køre. Den har sin faste plads, hvor alle kan se den på vej til og fra plantagen – lige ved siden af et stykke urtehave med jordskokker, kartofler og spiseligt ukrudt som gåsefod, der kan stuves ligesom spinat. En hædersplads!

Anders Lindgård og Susanne Hansen har fundet deres pesticidfrie paradis på Sydsjælland. På Ny Søgård er tidligere generationers korn og køer på markerne skiftet ud med lange rækker af frugttræer og bærbuske. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Du skal prøve, så længe du lever

Men havde de slet ingen betænkeligheder ved at vende byen ryggen?

Overhovedet ikke. Begge har den holdning, at man ikke skal være bange for at prøve nyt.

- Der er altid en måde at komme ud af det igen, mener Susanne.

- Vi sagde til hinanden: Går det galt sælger vi bare. Men så har vi prøvet det af og kommer ikke til at fortryde, at vi ikke sagde ja.

- Nu kunne jeg ikke drømme om at være andre steder. Det er rigtig, rigtig meget arbejde, vi bliver ikke arbejdsløse lige med det samme. Men det er dejligt sådan en aften at gå en tur, kigge på det hele og høre rådyrene gø ovre i skoven. Det er mentalt rensende.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Anders supplerer:

- Det er ren haveterapi, man føler sig aldrig stresset. Min holdning er, at man skal kaste sig ud i noget nyt, så længe man lever, lige så mange gange man kan slippe afsted med det.

Det er sjovt, men man bliver ikke rig

I dag er gården indrettet med eget mosteri og fryserum til flaskerne med den frosne most – hylde op og hylde ned med hver æblesort presset for sig, så man kan få den rene smag af Holsteiner Cox, Rubinola etc.

Anders og Susanne har revet ned og bygget om. I øjeblikket er de også ved at bygge til. Men det er ikke æble- og frugtproduktion, som giver overskud til byggekontoen, forklarer Susanne.

- Vi har haft nogle godt betalte job tidligere i vores karriere, så vi har lidt på kistebunden. Derfor har vi haft mulighed for at komme ind på gården her uden at skulle have ret mange penge op af lommen. Vi har ikke store rentebyrder, som vi skal dække ind med vore indtægter og behøver ikke nødvendigvis så meget indtjening.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Og Anders slår fast:

- Hvis man vil tjene penge skal man ikke blive økologisk frugtavler, i hvert fald ikke en lille økoavler. Vi har endnu ikke tjent penge på ti år. Men livet er ikke kun at tjene penge. Det skal være sjovt. Der er ikke mange lommer i den klædning, man har på, når man skal herfra, vel. Så kan man lige så godt bruge de penge, man har, og få noget sjovt ud af det, i stedet for at sidde og puge sammen.

Bud fra Noma

I Danmark er salget af økologiske varer i fremgang, og endnu bedre hvis de er økologiske og danske. Problemet er, at sprøjtefrie æbler let får pletter. Og dem vil de økologiske kunder ikke have. Æbler med pletter sælger bare ikke i supermarkedet.

Så hvorfor ikke sprøjte med et af de 11 pesticider, det er tilladt at sprøjte med i dansk økologi og på den måde få pæne, uplettede frugter?

- Nej, nej og nej. Anders næsten stamper i jorden.

- Vi bruger ikke pesticider, men biodiversitet. Det er imod vores...æbleguden tillader det ikke. Beklager.

Og så er den ikke længere.

Hele høsten af hvide ribs er allerede afsat på forhånd til Michelin-restauranten Noma, ubeset og endnu inden de er modne. Det samme gælder stikkelsbærrene, når de bliver klar. Det er over en måned siden, Susanne og Anders blev kontaktet af restauranten.

- 'Hvor meget tror I, I har, lød spørgsmålet ganske enkelt.'

- Vi leverede også sidste år, så de ved, hvad de får.

- Det er rigtig dejligt – altid dejligt at få en ordre på rigtig mange penge i pengekassen. For det giver det.

Finansmanden Anders er ikke meget for at udlevere engrosprisen. Han oplyser dog, at detailprisen er 150 kroner per kilo. Men så er hver eneste klase også håndplukket, og hvert et bær skal sidde på stilken ved leveringen. Det vil tage fire mand 14 dage at plukke buskene tynde.

Andre eksklusive københavnerrestauranter som Relæ og Manfreds serverer også råvarer fra Anders og Susannes gård. Ellers er markedsføring af produkterne hårdt arbejde med at løbe diverse restauranter på dørene og stå klar med mest muligt udvalg på landets madmarkeder.

(Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

En del af fødekæden – det giver mening

Selvom man med Anders’ ord ikke tjener sine penge særlig nemt som lille frugtavler, så vil hverken han eller Susanne have det anderledes.

- Fordi det er dejligt at være frugtavler, det er hyggelig. At gå i plantagen, som vi gør nu, nyde planterne, fuglesangen, synet af alle bærrene.

- Det er skønt at producere mad til andre mennesker, i stedet for bare at producere it-systemer og tal på et regneark.

Susanne nikker: Det er virkelig meningsfyldt at producere fødevarer.

Alligevel ærgrer hun sig ikke over, at de først for ti år siden vendte byen ryggen og blev plantageejere.

- Hver ting har sin tid. Susanne kigger opad.

I den åbne lade har de konstant flyvende svaler bygget rækkehuse af reder højt oppe under taget.

- Det er tegn på, at der nok at spise. Jeg husker ikke, der var så mange svaler, da vi kom hertil. Det virker i det hele taget som om, der er kommet flere småfugle på gården, fordi der er flere insekter i luften. Vi tror på, at vi har gjort noget godt for fuglene.

- Det er dejligt, at man kan gøre noget rigtigt én gang i sit liv.

Hvert år er økologisk interesserede frivillige fra hele verden, såkaldte wwoofers, med til at hjælpe med frugt- og bærhøsten. En af dem er Alex Miller fra San Francisco, der plukker ormstukne æbler. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Blå bog: Anders og Susanne

  • Ny Søgård har 17 hektar med 8.000 frugttræer (60 æblesorter, pærer, blommer og kirsebær) og 1.500 frugtbuske (solbær, ribs, stikkelsbær).

  • På gården bor også fem producerende bifamilier, en kat med killinger, to haner og høns med fire kyllinger, flagermus, svaler og et hav af insekter.

  • Anders Lindgård er 71 år, cand.scient i kemi og fysik ved Københavns Universitet og Ph.d. i kemi. Forsker og underviser på Københavns Universitet 1971-81 i datalogi og fysik. Derefter ansat som udviklingschef i erhvervslivet og senere selvstændig it-konsulent.

  • Susanne Hansen er 60 år, uddannet tekniker indenfor televæsenet, videreuddannede sig til økonom. Har arbejdet som økonom inden for televæsenet i 31 år.

FacebookTwitter