Anna Grue - min yndlingsplet med udsigt til Isefjorden

Forfatter Anna Grue vil allerhelst opholde sig i sit sommerhus i Odsherred, hvor hun også har skrevet alle sine bøger.

Anna Grue har lige udgivet bogen "I lige linje", som er syvende bind i Dan Sommerdahl-serien. (Foto: Trine Warrer Juul- DR Sjælland © (C) DR Sjælland)

Anna Grue har netop overstået nogle hektiske uger oven på udgivelsen af den syvende krimi i Dan Sommerdahl-serien "I lige linje". Nu sidder hun i sit sommerhus nær Egebjerg i Odsherred og puster ud.

- Når jeg kører herop og slukker bilmotoren, så falder skuldrene helt ned på plads, siger hun og tilføjer:

- Selvom jeg også nyder at være rundt i landet eller sammen med familien i København, så har jeg meget svært ved at være andre steder end her, fordi her er ro, siger hun.

Anna Grue og hendes mand købte huset i Odsherred for 19 år siden, og det var beliggenheden med udsigten over Isefjorden, der afgjorde sagen.

- Jeg gik ud på plænen og så ud over vandet, og så trillede tårerne bare ned af mine kinder. Jeg havde den der fornemmelse af at være kommet hjem, siger hun.

Anna Grue har skrevet alle sine bøger i sommerhuset i Odsherred, hvor der er helt ro til at koncentrere sig.

- Vi bor for enden af en blind vej. Der er aldrig nogle uanmeldte gæster, det er ikke spor fashionabelt. Der er ingen, der går til 'cocktailparties' hos hinanden, der er helt roligt, så jeg kan være i fred i timevis, når jeg skriver, siger hun.

Anna Grue bliver også inspireret af landskabet, når hun skriver sine krimier om Dan Sommerdahl, der foregår i den fiktive by Christianssund.

- Fjorden er meget til stede i mine krimier. Jeg har lagt Christianssund ved en fjord. Og den lejlighed min hovedperson, Dan Sommerdahl, er flyttet ind i efter skilsmissen, ligger på havnepromenaden i byen. Så han står og kigger ud over vandet, hver gang han skal tænke sig om, fuldstændig lige som jeg gør, siger hun.

Virkeligheden inspirerer mig

Byer og mennesker i Nordvestsjælland er også med til at give Anna Grue inspiration til handlingen i bøgerne.

- Hvad folk går og siger til hinanden i Brugsen, hvad der er af lokale initiativer, og når jeg tager ind til den store by Holbæk. Så bruger jeg den meget som inspiration til, hvordan Christianssund fungerer i bøgerne, siger hun.

Selvom Anna Grue nu har en helt ny bog på gaden, så skal hun ikke ligge på den lade side i sommer. Faktisk holder hun aldrig fri.

- Jeg er direkte i gang med researchen til den nye bog, som jeg regner med at begynde at skrive her i sommer. Det er fortsættelsen til Italiensvej som kom sidste år, og her følger vi de samme personer, men rykker et par år frem i tiden.

Der bliver dog tid til lidt havearbejde ind i mellem skriveriet på grunden, der går helt ned til fjorden.

- Havearbejdet er jo næsten vigtigere. Jeg er i hvert fald i haven et par timer hver dag, det kan jeg slet ikke undvære. Det er ren meditation, siger Anna Grue.

Anna Grue er født i 1957 i Nykøbing Sjælland, men opvokset i Jylland.

Vis mig din yndlingsplet:

  • Mange skuespillere, forfattere, politikere og musikere vender i sommerferien ryggen til hverdagen i København for at holde ferie i deres sommerhus et andet sted på Sjælland.

  • Hen over sommeren besøger DR Sjælland en række af de mennesker i sommerlandet til artikelserien 'Vis mig din yndlingsplet".