Annalea er tal- og ordblind: Fejrer snit på 4,6 som var det 12-taller på stribe

For mange ordblinde kræver det ekstra tid og hjælpemidler at få en studenterhue.

Annalea Lehrmann fandt først ud af, at hun var ordblind, da hun blev testet som 28-årig. (Foto: Foto: Lis Vibeke Læsøe Olsen © (c) DR)

For 34-årige Annalea Lehrmann opstod de første drømme om en dag at kunne sætte en studenterhue på hovedet allerede, da hun var lille.

- Jeg kan huske, da jeg var barn, at vi var ude at besøge en familie, hvor pigen havde en studenterhue hængende på sin reol. Jeg tænkte: Hvor er det en fed måde at afslutte et langt studie på. Så det har altid hængt som sådan en pokal ude i horisonten, fortæller hun.

Men undervejs har hun ofte tænkt, at det var en uopnåelig drøm.

- Jeg er uddannet bygningsmaler, for jeg tænkte, at det der boglige kommer aldrig til at ske for mig, fordi det var så svært at lære at læse og at gennemføre folkeskolen i det hele taget, fortæller Annalea Lehrmann.

Lige indtil hun i slutningen af 20'erne blev testet ordblind. Med den besked var studentereksamen igen en mulighed for Annelea Lehrmann, og hun indskrev sig på en HF-uddannelse.

- Jeg fandt ud af, at det handlede ikke om intelligensen, men bare om, at der er et center i min hjerne, der ikke fungerer lige så godt som hos en ikke-ordblind. Derfor tænkte jeg, at så kan jeg vel også, fortæller hun.

'Jeg skal knokle ekstra hårdt'

I dag hviler der en sort hue med blå kant og navn i guldskrift på Annalea Lehrmans hoved. Men ud over ordblindheden er hun også talblind, så det har været en kamp at nå så langt.

Hun har blandt andet måtte tage HF-uddannelsen på fire år i stedet for to, hun har dumpet flere eksamener, og undervejs har hun brugt forskellige digitale hjælpemidler for at kunne følge med i læsningen.

Men det gjorde kun øjeblikket, hvor hun fik huen på hovedet, endnu mere specielt.

- Det var et meget rørende øjeblik, en forløsning. Jeg blev helt overrasket over, at jeg selv stod og hylede, da min kæreste gav mig huen på. Det var bare en kæmpe sejr, fortæller hun.

De seneste uger har medierne været fulde af historier om stjernestudenter, som har scoret karaktergennemsnit på langt over karakteren 12. Men hun mener, at hendes snit på 4,6 er en mindst lige så stor sejr.

- De andre i klassen læser jo en tekst én gang, og så kan de begynde at diskutere den, hvor jeg skal igennem den fire gange for at få det samme ud af teksten. Så på den måde skal jeg knokle ekstra hårdt for at få det samme ud af den som mine medstuderende.

Stadig mangel på hjælp til ordblinde

Huen har kun siddet på hovedet i et par uger, men Annalea Lehrmann har allerede besluttet, at hendes egne erfaringer skal bruges i hendes videre arbejdsliv. Hun vil være ordblindelærer og har netop søgt ind på læreruddannelsen.

Selv fik hun først taget en ordblindetest som 28-årig.

- Heldigvis tester man noget før i dag, men jeg kan også høre på forældre til ordblinde børn, at der stadig er en masse hjælp, der mangler i folkeskolen, og det vil jeg gerne være med til at ændre på, fortæller hun.

Hun håber, hun kan være et forbillede for elever, der har vanskeligheder allerede tidligt i folkeskolen.

- Jeg ved jo hundrede procent, hvordan det er at være ordblind, så jeg er sikker på, at jeg kan være den medfølende, seje lærer, som vi alle sammen kan huske fra folkeskolen, som gjorde en forskel for sine elever.

Facebook
Twitter