Anne og Nanna skal være Uenige Sammen: Der kommer kun godt ud af at snakke med andre

Unge over hele landet debatterer som del af projekt Uenige Sammen.

Nanna Dencker og Anne Marie Svendstrup går begge i 2.g. De skal være uenige sammen for dialogens og debattens skyld ved et arrangement på Høng Gymnasium og HF. (Foto: Janus Kofoed © Høng Gymnasium og HF)

Nanna Dencker og Anne Marie Svendstrup glæder sig til formiddagens fællesarrangement på Høng Gymnasium og HF. I halvanden time skal de diskutere med én, de er dybt uenige med.

- Jeg synes, det er supervigtigt at debattere i en ordentlig tone. Det nytter ikke noget, hvis vi alle sammen står og råber ad hinanden. Det kommer der ikke noget godt ud af, siger 20-årige Anne Marie Svendstrup fra Gørlev.

Hun går i 2.a sammen med Nanna Dencker på det nordvestsjællandske gymnasium. De to er generelt ret uenige om en masse emner. De er begge politisk aktive fra hver sin fløj, men det er ikke pointen med projektet. For det handler om dialog.

- Ud fra min opvækst har jeg en grund til, at jeg mener, som jeg gør. Andre har haft en helt anden opvækst, som jeg har svært ved at sætte mig ind i, siger Nanna Dencker, der er 19 år og fra Tølløse.

Hun slår fast, at det netop er forskelligheden, der gør, at hun ser frem til halvanden times debat.

Lige netop på dét punkt er hun helt enig med Anne Marie Svendstrup:

- Der kommer absolut kun gode ting ud af at snakke med andre, man ikke er enige med, siger Anne Marie Svendstrup.

- Vi skal have en åben dialog

De to får ligesom næsten 150 andre elever på gymnasiet mulighed for at diskutere forskellige spørgsmål, som koordinator og historielærer på skolen, Janus Kofoed, har valgt ud.

Det er spørgsmål som ”skal der være flere klimaafgifter?”, ”skal der gives karakterer i gymnasiet?” og ”er det blevet tid til en rød regering?”.

- Jeg synes, der er noget alment dannende ved at mødes og høre på en modpart, som man er uenig med, men stadig respekterer det menneske, siger Janus Kofoed.

Det er i det hele taget i Høng Gymnasiums ånd at have en åben dialog, for det lille gymnasium udspringer oprindeligt af en højskole, hvor samtalen altid har været vigtig.

Janus Kofoed underviser i mediefag og historie på Høng Gymnasium og HF. Han glæder sig til, at op mod 150 elever på skolen får mulighed for at være Uenige Sammen. (Foto: Ditte Henriksø © Høng Gymnasium og HF)

Derfor mener Janus Kofoed, at projektet Uenige Sammen både vil komme studenterne til gavn nu og efter gymnasietiden:

- Når man kommer ud i verden og møder andre mennesker, man måske er uenig med, så skal man stadig kunne føre en dialog med dem og kunne høre deres synspunkter på trods af, at man ikke er enig og samtidig kunne fremføre sine egne argumenter.

Ud af ekkokammeret

Ligesom gymnasieeleverne i Høng skal knap 4000 andre elever og studerende på 45 gymnasier, erhvervsskoler, produktionsskoler og professionshøjskoler være uenige sammen.

Det synes lektor med speciale i borgerinddragelse på Roskilde Universitet, Annika Agger, helt enig i er en god idé:

- Vi taler i de her år meget om ekkokamre. Det at snakke med nogle, der har nogle helt andre perspektiver på de ting, vi er optaget af, er ikke bare lærerigt, det kan også bidrage til, at vi bliver udfordret og får nye vinkler.

Både Nanna Dencker og Anne Marie Svendstrup glæder sig til at komme ud af deres ekkokamre.

Nanna Dencker håber at få en god oplevelse og nogle nye perspektiver på sine egne holdninger med hjem:

- De bliver måske justeret lidt. Måske bliver mine egne påstande bare styrket. Men det handler om at kunne se det fra flere vinkler, og jeg kan måske selv få nogle endnu bedre argumenter ved at lytte til andre.

Anne Marie Svendstrup håber blandt andet at blive bedre til at lytte.

- Jeg håber, at jeg kan tage nogle kompetencer i debat med og lære at lytte først og fremmest. Vi er meget hurtige til, hvis vi hører noget, vi ikke er enige i, at gøre stor opstandelse. Men det med at være en aktiv lytter håber jeg, at jeg kan tage med i morgen, siger Anne Marie Svendstrup.

Facebook
Twitter