Apotek sælger mere håndsprit og har udsolgt af masker: ’Husk den sunde fornuft’

Danskere tager forholdsregler for at undgå smitte af coronavirusset.

Ved Elefantapoteket i Holbæk oplever farmakonom Mette Ulrich Jensen, at kunder efterspørger håndsprit og mundbind. Apoteket har nu sat en vejledning om smitte op på skranken. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

Mundbind og håndsprit.

Sådan lyder efterspørgslen fra bekymrede borgere, der gerne vil tage deres forholdsregler over for det nytilkomne coronavirus, efter den første dansker i dag blev testet positiv for Covid-19.

Det oplever farmakonom ved Elefantapoteket i Holbæk Mette Ulrich Jensen.

- Kunderne er bekymrede, og de spørger efter mundbind. Der må vi desværre sige, at vi har udsolgt. De har været udsolgt i en lille måned, efter de første meldinger kom fra Kina. Der røg dem, vi havde, siger hun.

Råder om god hygiejne

Mette Ulrich Jensen mener dog, at kunderne sagtens kan tage deres forbehold for smitten uden mundbind.

- Vi prøver at sige til kunderne, at de skal have en almindelig hygiejne, hvor man vasker hænder og bruger alcogel. Vi prøver også at lade være med at sige corona, fordi vi ikke vil skubbe til folk og gøre dem forskrækket, siger hun.

Apoteket oplever også, at der bliver langet langt mere håndsprit over disken.

- Vi har ikke så meget tilbage, men der bliver arbejdet på højtryk for, at vi kan få noget mere på lager, siger Mette Ulrich Jensen.

Derudover har apoteket hængt et skilt op fra Sundhedsstyrelsen med en vejledning omkring forebyggelse af smitte ved coronavirus.

- Det siger, at man skal vaske hænder og nyse i albuen eller bruge engangsservietter, siger Mette Ulrich Jensen, der senere i dag vil modtage en vejledning fra Apotekerforeningen, så de ensretter rådgivning af kunderne.

Mette Ulrich Jensen er heller ikke bekymret for at blive smittet af virusset, selvom hendes arbejdsdag består af at betjene borgere på apoteket.

- Vi har alcogel stående ved skrankerne. Der er jo kun en, der indtil videre er konstateret smittet, og vi står her jo også i influenzasæsonen, så vi bruger almindelig sund fornuft, siger hun.

Skilte om corona vækker ikke bekymring

Ved venteværelset hos lægerne i Kirkestræde i Holbæk er der sat skilt op på døren, som advarer mod at komme ind, hvis man for eksempel har været i Italien, Kina eller Sydkorea eller tæt på en, der er smittet.

Sådan ser skiltet med advarslen om corona ud på flere lægeklinikker i landet. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

Skiltet vækker dog ikke bekymring hos Sem Settin, der netop har forladt venteværelset.

- Jeg synes, det er en god idé. Så er folk mere obs., men hvis alle tænker sig godt om og passer på sig selv, så tror jeg ikke, der er en stor risiko.

Sem Settin tager dog sine egne forholdsregler for at undgå at blive smittet.

- Jeg prøver at holde mig væk fra store mængder mennesker i for eksempel supermarkedet, og så vasker jeg hyppigt hænder.

Han har også overvejet at købe et mundbind, hvis smitten breder sig.

- Men det har jeg ikke gjort endnu. Måske gør jeg, hvis der kommer flere smittede, siger Sem Settin.

Sem Settin tager sine forholdsregler ved at holde sig væk fra store menneskemængder. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

Der bliver dog ikke købt mundbind foreløbigt hos Lisette Hansen, der også har forladt venteværelset hos lægerne i Kirkestræde.

- Jeg synes, vi skal tage vores forholdsregler og lade være med at gå i panik.

Er du bekymret?

- Nej, slet ikke. Det er en slags værre influenza, og der er mange, der dør af influenza hvert år i Danmark, men det tænker vi ikke så meget over, siger Lisette Hansen, der godt kan forstå, at virusset vækker bekymring hos nogle borgere.

Lisette Hansen mener, at man skal huske at bruge sin sunde fornuft, når man taler om corona. (Foto: Trine Warrer Juul © DR Sjælland)

- Det gælder jo mest svage, og hvis jeg havde et svagt hjerte, så ville jeg også gå mere i panik. Men hvis du er forholdsvis sund og rask, så tænker jeg, at man ikke skal være bekymret.

Derfor vil Lisette Hansen ikke gøre mere end at spritte sine hænder.

- Men det gør jeg allerede i forvejen, fordi jeg arbejder i sundhedsfaget, og jeg vil også sige til mine omgivelser, at de skal sørge for at vaske ekstra godt hænder.

Fakta om coronavirus

  • Coronavirus er en familie af virus, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene.

  • Det nye virus hedder officielt SARS-CoV-2, men kaldes fortsat coronavirus i medierne.

  • Sygdommen, som virusset forårsager, hedder COVID-19 (Corona Virus Disease 2019).

  • De første tilfælde blev fundet i storbyen Wuhan i Hubei-provinsen i det østlige Kina i december 2019.

  • 80 procent af tilfældene giver milde symptomer, som ikke kræver indlæggelse.

  • 15 procent må indlægges på sygehus.

  • 5 procent indlægges på intensivafdeling.

  • Dødeligheden ligger på cirka to procent.

  • Alvorlig sygdom ses primært hos ældre og svækkede med kroniske sygdomme.

  • Kilder: Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen