Arbejdsskadeforeningen advarer mod at lukke kompagni

Krigsveteraner har brug for et fristed for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det fristed har indtil nu været kamppausekompagniet i Slagelse.

Krigsveteraner har brug for et fristed for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det fristed har indtil nu været kamppausekompagniet i Slagelse. (© DR)

Flugt, selvmord og forsumpning er blandt de risici, foreningen frygter, hvis enhed for krigsveteraner lukkes.

Krigsveteraner har brug for et fristed for at få deres hverdag til at hænge sammen. Det fristed har indtil nu været kamppausekompagniet i Slagelse. Netop derfor er det "en klar forringelse," når man vælger at nedlægge det.

Det siger formand Kurt A. Nissen fra Arbejdsskadeforeningen, nu da kamppausekompagniet står over for en lukning:

- Hvis det nedlægges, skal veteranerne måske bare møde op i et veterancenter i Ringsted en gang imellem og ellers klare deres hverdag selv. Og det er jo det, de har svært ved. Kompagniet er deres tryghedsbase.

- Kamppausekompagniet er en god ting, når det nu desværre er nødvendigt. Veterancentret i Ringsted er jo bare et kontor med psykologer, psykiatere og kontorfolk, siger han.

Nedlæggelsen sker efter ordre fra Hærens Operative Kommando (HOK), der mener, at kompagniet har udspillet sin rolle. Men Kurt A. Nissen frygter konsekvenserne for de hjemvendte soldater, der ikke selv er i stand til at få en hverdag til at fungere.

- Det har vist sig, at mange af dem, der ikke bliver inddraget i fællesskabet og kamppausekompagniet, flygter ud i skoven, begår selvmord eller på anden vis forsumper.

- Min opfattelse er, at dem, der har taget beslutningen, overhovedet ikke tager soldaterne med på råd. Og det kommer meget bag på mig. Det er ligesom et bagholdsangreb. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han.

Ligesom Enhedslisten kræver han, at forsvarsminister Nick Hækkerup (S) griber ind i sagen:

- Forsvarsministeren må sige til generalerne: "Nu klapper I i og fortsætter med det kamppausekompagni!" Politikerne må stå ret og tage ansvar, lyder opfordringen fra Arbejdsskadeforeningens formand.  

Facebook
Twitter