Store og farlige ’Dræberhvepse’ har kurs mod det sydlige England efter flere års sværmeri i Frankrig, hvor den kom til i 2004. Oprindeligt holder hvepsen til i Asien og går derfor også under navnet 'Den asiatiske gigahveps' eller 'Vespa Mandarinia'.
Hvepsen, der er mellem tre og fem centimeter, søger mod det sydlige England, fordi den tiltrækkes af det lune vejr, der er i området.
- ’Dræberhvepsen’ er over dobbelt så stor som gedehamsen herhjemme, og så har den en stærk gift, der rammer nervesystemet og giver store væskende sår, når man bliver stukket, siger biolog Anders Kofoed.
Kan sagtens leve i Danmark
Indtil nu har ’Den asiatiske hveps’ været skyld i seks dødsfald i Frankrig, hvor alle fik anafylaktisk chok, som kendetegnes ved blandt andet respirationsbesvær. I Japan, hvor de kommer fra, har de hvert år cirka 40 dødsfald på samvittigheden.
- Den her hveps afleverer mere gift i stikket end almindelige hvepse, og derfor stiger sandsynligheden for at dø af dens stik også, siger Anders Kofoed, som dog understreger, at man ikke skal være bange for hvepsen herhjemme:
- Vi skal endnu ikke være nervøse. Der er trods alt lidt varmere i Sydengland. Men hvis den havner i Danmark i et lunt forår, og det bliver en varm sommer, kan den sagtens overleve. Og hvis vi er så uheldige, at det er en dronning, der kommer til landet, kan den lave en koloni. Men vi skal ikke være nervøse her i år, siger han.
Skal man på ferie i Sydengland eller Frankrig, er det dog en god idé at holde øje med hvepsen. Særligt hvis man lider af allergi skal man være vaks. Hvepsen er stædig og holder sig ikke tilbage med at stikke.
Krig med kærlighed
’Dræberhvepsen’ er udover at være til gene for mennesker også farlig for bierne og dermed honningproduktionen. Den kan slå op til 40 bier ihjel i minuttet. Men i Japan, hvor ’Dræberhvepsen’ kommer fra, har bierne i samarbejde lært at forsvare sig.
- En masse bier rotter sig sammen, krammer hvepsen, vifter med vingerne og varmer så deres egne muskler op. Inde midt i denne klump af bier bliver der så stegende hedt, at de kan koge hvepsen ihjel, siger Anders Kofoed.
I Sydengland tegner det til, at april måned bliver den varmeste i et århundrede. I onsdags nåede temperaturene i Kent syd for London op på 25 grader
http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:524e8441a11f9d070c6867b1