Asylcenteret lukker og jobbet forsvinder: Jeg kommer til at tude den sidste dag

Rødbyhavns asylcenter åbnede, da flygtningestrømmen var på sit højeste. Nu flytter de sidste beboere ud, og jobkøen vokser igen på Lolland.

Da flygtninge og migranter krydsede den danske grænse til fods i det tidlige efterår 2015, var første stop for mange af dem Rødbyhavn.

Nu pakker de taskerne igen og rejser nordvestpå til andre centre i det jyske. Asylcentrene på Lolland lukker, og med dem forsvinder jobbet også for mange lolliker.

I de mellemliggende måneder har den lille lollandske by Rødbyhavn haft flere hundrede ekstra indbyggere.

Hotel Stop n’ Sleep ved færgelejet var et af de første steder, de tilrejsende blev indkvarteret. Senere åbnede Asylcenter Holmegaard flere centre på Lolland, blandt andet i den gulmalede Skippergården midt i Rødbyhavn.

Nu rejser flygtningefamilierne til Jylland

I dag er det så begyndelsen til enden for Asylcenter Rødbyhavn, når de indkvarterede børnefamilier sætter sig i busser med kursen mod centre i Jylland.

De enlige mænd forlader også snart centret, og derefter skal 25 medarbejdere fra asylcentret finde sig et nyt job.

I februar 2016 var 553 asylansøgere indkvarteret i Rødbyhavn, der ifølge Danmarks Statistik havde et fast indbyggertal på knap 1.600.

Det øgede antal mennesker på Lolland betød arbejdspladser både på asylcentret, men også på sprogskolen, i svømmehallen og hos busselskabet.

En af dem, der nu må finde noget andet at lave, er Niels Ulrik Vangsgaard, der var ansat på asylcenteret. At have en lukning hængende over hovedet har betydet en del for hverdagen i Rødbyhavn, fortæller han:

- Jeg har været her i en periode, hvor det har præget centrets hverdag, at vi vidste, at det var en begrænset periode, og nu var det for alvor snart, at vi skulle lukke. Det har påvirket vores beboere, det har påvirket vores ansatte og organisationen.

For Niels Ulrik Vangsgaard, som er ansat i jobcentret, har dagligdagen på asylcentret og samværet med beboerne gjort et stærkt indtryk. Han forklarer, at han har taget mange oplevelser og følelser med hjem i stedet for at efterlade dem på sin arbejdsplads:

- Der er nogle af de skæbner, man stifter bekendtskab med, som er så hårde og som rummer så meget smerte. Der er så meget uforløsthed, så mange ting, man kan spekulere over, at det kan jeg ikke lade være med at tænke over, når jeg har fri.

Niels Ulrik Vangsgaard glæder sig til mere tid til familien efter at have oplevet meget smerte og uforløsthed hos de asylsøgere, han har mødt på asylcentret i Rødbyhavn. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Behov for at reflektere over oplevelserne

Men selvom det følelsesmæssigt har været et hårdt job, så bliver det et vemodigt farvel, når centret drejer nøglen om og siger farvel til de sidste beboere, siger Niels Ulrik Vangsgaard:

- Jeg kommer helt sikkert til at tude den sidste dag, det er der ikke nogen tvivl om. Men når jeg så har tudet færdig, så bliver det da også dejligt at kunne fylde min hverdag med lidt mere almindelige ting.

Helle Christoffersen har arbejdet på flere af asylcentrene på Lolland og været med til at udlevere breve med afslag på asyl. Nu glæder hun sig til tid til at reflektere over de skæbner, hun har mødt i asylsystemet. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Også for kollegaen Helle Christoffersen, der mest har arbejdet på centrene Søllested, Vestenskov og Gloslunde på Lolland, bliver det vigtigste efter lukningen at reflektere lidt over tiden på centret.

- Det har været en rejse med en masse fantastiske oplevelser, og jeg er rigtig glad for, at jeg har fået lov til at være en del af det. Der har været positive og negative oplevelser, men jeg ville ikke have været det foruden, siger hun og uddyber:

- Hvis der er nogen, der kan give mig et arbejde, så er jeg klar, men ellers vil jeg sige, at jeg godt kan bruge en uge eller 14 dage hjemme i haven og nyde fuglefløjtene og reflektere over alt det, jeg har oplevet.

Lukning får betydning for rigtig mange

Asylcenter Holmegaard lukker sine centre ned som følge af, at Langeland Kommune, der har drevet centrene, ikke blev genvalgt som asyloperatør i november.

Det får ikke kun konsekvenser for beboere og personale, men også de lokale butikker, forklarer Signe Skovgaard, der er afdelingsleder i Asylcenter Holmegaards afdeling på Lolland.

- Vi har jo dels haft en del ansatte, men vores beboere har også lagt en del penge i butikker i byen.

Derudover er der en del andre virksomheder, som har købt ydelser hos asylcentret:

- Så alt i alt er der en del arbejdspladser, der ryger med nedlukningen af et asylcenter, siger Signe Skovgaard.

Sprog- og Integrationscenter Næstved, der har undervist beboerne i blandt andet dansk, har afskediget 20 medarbejdere på grund af lukningen af asylcentret i Rødbyhavn og andre steder på Lolland.

John Jalkiewicz fra Johns Bus i Nykøbing Falster har afskediget seks chauffører. Nu er der ikke længere hundredevis af asylansøgere, der skal køres til sprogskole og arrangementer. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Et andet af de firmaer, som også har serviceret asylcentret, er Johns Bus i Nykøbing, der har stået for transporten af flere hundrede flygtninge til blandt andet sprogskole, folkeskole og arrangementer.

Chef John Jalkiewicz har afskediget seks chauffører og nedlagt en kvart stilling på kontoret:

- Nu lever jeg jo af at køre med mennesker, så jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt. Det har fungeret rigtigt godt. Der har været lidt udfordringer med lidt sprog og lidt forskelligt, men det har løst sig rigtigt let og godt.

John Jalkiewicz har især været glad for de mange ekstra passagerer i vinterhalvåret, der ellers er lavsæson i den del af transportbranchen.

Nu skal der åbnes nye døre

Medarbejderne på asylcentret har fået rådgivning om arbejdsløshed, men det har ikke været nemt at finde et nyt job, inden centret lukker, siger Signe Skovgaard:

- Vi skal til at åbne nogle nye døre i vores liv. Det bliver spændende at se, hvor vi kommer hen, men det er så opslugende at arbejde på et asylcenter, at det ikke er muligt at søge job ved siden af, selvom man ved, at man er opsagt.

- Derfor er der ikke nogen, der har været ude at finde nyt arbejde endnu, siger Signe Skovgaard.

Facebook
Twitter