Autismeundervisning breder sig i folkeskolen

Autismeforening glæder sig over, at særlig model fra USA breder sig i Danmark.

- Man burde brede det ud til hele landet - og så hurtigt som muligt, lyder det fra Autismeforeningen, der jubler over, at en ny undervisningsmodel nu breder sig i Danmark. (Foto: STEFFEN ORTMANN)

Det vækker begejstring i Landsforeningen for Autisme i Danmark, at nu også Slagelse Kommune nu vil indføre den såkaldte Nest-undervisning.

Modellen kommer fra New York i USA, og den viser, at autistiske børn lærer at begå sig sammen med børn, der ikke har et handicap.

Modellen har kørt et år med succes i Aarhus, og nu skal ansatte ved Antvorskov Skole i Slagelse Kommune undervises i den.

- Jeg synes, at det er skønt. Det er en glædens dag, siger Heidi Thamestrup, formand for Landsforeningen Autisme.

Det særlige ved undervisningsmodellen er, at alle børnene undervises ud fra de autistiske børns behov:

- Man har vendt inklusionen om. Her gør man det, der er godt for børn med autisme. Og så kan de andre børn få lov at være med, siger Heidi Thamestrup.

Og nu springer Slagelse Kommune altså ud i det - i tæt samarbejde med Aarhus, som deltager i uddannelsen af lærerne i Slagelse.

- Det læringsmiljø, som en Nst-klasse har, er noget, enhver drømmer om, siger skoleleder Søren Ranthe på Antvorskov Skole i Slagelse, som er klar til at tage imod den første "blandede" klasse august 2018.

To børnehaveklasser på Katrinebjergskolen i Aarhus har netop afsluttet første år som "forsøgsklasser" i det såkaldte Nest-program, hvor der i hver klasse går fire børn med autisme og 12 helt almindeligt fungerende børn. Hertil er der tilknyttet to voksne.

Og det er gået godt, fortæller skoleleder Christian Hellum:

- Erfaringerne viser, at børnene klarer sig lige så godt eller bedre både fagligt og socialt. De autistiske børn lærer at begå sig sammen med børn, der ikke har et handicap, hvilket de jo også skal gøre i fremtiden.

- De videreuddanner sig og lærer at indgå i almindelige fællesskaber og dermed også i samfundet, siger han.

Nu er turen så kommet til Slagelse, og Heidi Thamestrup fra autismeforeningn håber ikke, at den stopper her.

- Man burde brede det ud til hele landet - og så hurtigt som muligt.