Banjomusen og Brandenburg

Sandhed med modifikationer. Siger hit-forsker, Henrik Smith-Sivertsen om, at Otto Brandenburg fandt på Søren Banjomus lillejuleaftensnat, 1968

En ung Otto Brandenburg. Da Brandenburg i 1968 med kort varsel skulle optræde i TV, juleaftensdag, fandt han natten før på sangen om Søren Banjomus. Sagde han selv. (Foto: Ulla Voigt)

"Søren Banjomus" har i mange år været en lige så uundgåelig del af danskernes jul som juletræer, gaver og flæskesteg. Sangen blev indspillet i slutningen af 1960'erne af Otto Brandenburg, som selv stod fadder til teksten om de syngende og dansende mus. Melodien havde han fundet i en gammel sangbog. Alligevel valgte han at skrive sig selv på som komponist til sangen, som er mere end svær at få ud af hovedet igen. Dette skyldes muligvis en noget utraditionel opbygning.

Forhistorien I følge overleveringen blev Søren Banjomus til natten mellem den 23. og 24. december 1968. I Frank Toft-Nielsens biografi over Otto Brandenburg, fortæller bogens hovedperson selv om, hvordan han havde sagt ja til at medvirke i en direkte tv-udsendelse juleaftensdag. Han kunne dog ikke rigtigt finde en egnet sang at synge for de børn, der også ville være i studiet, og derfor endte han med selv at skrive en i løbet af natten. Det blev til den velkendte sang om den banjospillende mus.  

Pladen Et lille år senere udkom sangen på plade. Otto Brandenburg havde prøvet lidt af hvert med en fortid i Four Jacks i anden halvdel af 1950’erne, en periode som Danmarks ungdomsidol i årene omkring 1960, og en masse flaksen frem og tilbage mellem pop og jazz op gennem 1960’erne.

Da pladen udkom i november 1969, var det den anden på kort tid efter en to-års pause. At der i begge tilfælde var tale om børneplader med tekst og musik af Brandenburg selv, har nok overrasket en del, for indtil da havde han ikke beskæftiget sig med hverken børnemusik eller tv. Det kom han i høj grad til efterfølgende, og Søren Banjomus synes bestemt at have hjulpet ham i den retning.  

Den fra radioen Der er ikke meget, der tyder på, at selve pladen var noget større salgsmæssigt hit, men når det gælder julesange, er det næsten vigtigere at få musikken i radioen. Det er jo jul hvert år, og hvis man lykkes med at få sin sang med på listen over uundgåelige julesange, giver det en god, konstant årlig indtægt. Og det fik Otto Brandenburg med Søren Banjomus.

I løbet af de følgende år og årtier blev sangen en af de mest spillede julesange i dansk radio. Da KODA lavede en optælling af, hvilke danske julesange, der var blevet spillet på Danmarks Radios radiokanaler i perioden 1995 til 2004, indtog sangen førstepladsen, og selvom den ikke har holdt skansen i de følgende år, hører den stadig med til julen i dansk radio.  

Og på cd Brandenburg genindspillede sangen i 1987, men det er fortrinsvis den første indspilning fra 1969, som er blevet spillet i radioen og kendes som ”den rigtige”. Det var også den version, som var med på den strøm af opsamlingsudgivelser med julemusik, som blev en fast del af musikforretningernes sortiment efter cd’ens gennembrud i slutningen af 1980’erne og starten af 90’erne.

Da disse cd’er ofte har haft en kort levetid, fordi de er blevet brugt ved julefrokoster, hvor man generelt ikke behandler materialerne med samme nænsomhed som under andre omstændigheder, er der gennem tiderne blevet solgt rigtig mange af denne type udgivelser. Hver gang har Brandenburg fået sin andel, og det var ikke helt ved siden af, når Brandenburg selv på et tidspunkt kaldte sangen for sin ”pensionsopsparing”.  

Sangen Søren Banjomus tager udgangspunkt i en lille historie om, hvordan en flok mus overrumpler den sovende julenisse og hans kat med sang og dans. Tekstens store styrke er de mange tydelige billeder. Det starter med den slet skjulte reference til På loftet sidder nissen, som de fleste har kendt i 1969. Han sidder og sover, og det samme gør hans kat, som ”drømmer sødt om sild med flødeovertræk”.

Det er tvivlsomt, om denne ret ville smage godt, selv for en kat, men denne lille strofe er et fint eksempel på, hvordan Brandenburg bruger de mange billeder som små hooks. Herefter kommer musene frem, anført af Søren Banjomus, og i resten af historien bliver der spillet og danset på loftet. Til sidst slipper musene åbenbart væk med al julemaden.

I omkvædet skiftes perspektivet på en meget elegant måde fra en fortællende tredjeperson til musene. Med andre ord synger man den sang, som musene synger, hvilket tilfører historien ekstra dynamik. Det gentagne ”Skillema-dinke-dinke-du” er prikken over i’et på dette festfyrværkeri af hooks.

Strukturelt er sangen ret atypisk, fordi melodien i vers og omkvæd stort set er identiske. Brandenburg har ganske enkelt taget den gamle melodi, som ikke havde noget egentlig omkvæd, og brugt den på denne utraditionelle måde. Det er muligvis medvirkende til, at den er meget nem at huske og svær at få ud af hovedet igen. At melodien så oven i købet i vid udstrækning består af en enkelt musikalsk figur, som varieres løbende, gør det ikke lettere at glemme Søren Banjomus.

Hvis man lægger det hele sammen er der tale om en så gennemført popsang, at det forekommer lettere mærkværdigt, at den er skrevet af en forholdsvis urutineret sangskriver som Brandenburg. Det havde han da heller ikke, hvad melodien angår.  

En gammel melodi

Da pladen blev udgivet i 1969, stod Otto Brandenburg godt nok opført som komponist. Der var dog tale om en sandhed med modifikationer, for melodien havde været at finde i Lystige Viser bind II siden 1953 under titlen Scillemadinkedinkeding. Hvad melodien angår bestod Brandenburgs nyskabende indsats i en række nye variationer i takterne efter de tilbagevendende vrøvleord, som var blevet ændret en smule. Som titlen angiver, var også det velkendte ”Skillemadingadingadu” i Søren Banjomus-teksten nemlig mere end inspireret af denne sang, som var opført som en amerikansk melodi med ukendt forfatter.

Til gengæld var selve historien med musene og julenissen afgjort et resultat af Brandenburgs egne anstrengelser, for der var hverken mus, katte eller nisser at finde i det engelsksprogede forlæg.  

Kært barn har mange navne

Der er ingen, der rigtigt ved, hvor gammel melodien egentlig er. I de engelsktalende lande er det en meget kendt og elsket børnesang, som blandt andet er blevet brugt i tv-udsendelser for børn, men det er svært at finde ud af, hvornår Skidamarink/Skinnamarink, som titlen oftest staves, har fået sin kendte form.

De fleste refererer til 1910, hvor en sang med titlen ”Skiddy-Mer-Rink-A-doo" Means "I Love You" blev udgivet på amerikansk grund. Der er absolut enkelte melodiske fællestræk med melodien i Lystige Viser, men grundlæggende er det primært vrøvleordene, som forbinder de to sange.

Til gengæld blev store dele af melodilinjen brugt i en helt anden sang. Christmas Alphabet, som udkom i midten af 1950’erne, blev skrevet af de amerikanske sangskrivere Buddy Kaye og Jules Loman. Den sang blev oversat til dansk efter kort tid, og den melodi, som Otto Brandenburg havde brugt, var således tilgængelig i flere former, da han satte sit navn under titlen.  

Ophavsrettens spidsfindigheder

Det vides ikke, hvorfor Brandenburg valgte at skrive sig selv på som komponist, men det har betydet, at man i forbindelse med alle senere udgaver af sangen, hvor hans tekst er blevet brugt, har krediteret ham for hele værket. Det har været en nødvendighed for at få lov til at indspille den under titlen Søren Banjomus.

Hvis man derimod kalder den noget andet, kan man frit indspille instrumentale udgaver af sangen uden at skulle afregne med Brandenburg. Det gjorde Johnny Reimar og The Cliffters i 1995. Her kaldte de nummeret for Skillemadinga-rock, og noterede melodien som fri i fin overensstemmelse med krediteringen i Lystige Viser. Selvom hele melodilinjen var identisk med den kendte fra Søren Banjomus, og selvom man sågar havde brugt den lille optakt, som specifikt stammer fra Brandenburgs arrangement, blev The Cliffters’ lead-guitarist, Steen Hansen, anført som arrangør, hvormed det var ham, der fik pengene. Sådan er det nemlig i udgangspunktet, når man benytter frie melodier.  

En fast del af julen

Uanset disse noget mærkværdige ophavsretsmæssige forhold var det noget af en juleklassiker, Otte Brandenburg bragte til verden dengang i 1968/69. Hvorvidt det var hans melodi eller ej, spiller ikke nogen rolle for sangens popularitet, og Søren Banjomus er nok kommet for at blive.

 

Facebook
Twitter