Bare rolig: Mild vinter giver ikke flere insekter

Trods den milde vinter, så behøver du ikke frygte for mere kryb og kravl. Det er nemlig ikke vinteren, der afgør, om der kommer mange eller få insekter.

Den femtemildeste vinter siden 1874 betyder ikke, at krybene myldrer frem. Heldigvis. (Foto: Petter Åttingsberg © DR)

Det har været den femtevarmeste vinter siden 1874. Men den varme vinter betyder ikke, at insekterne kommer til at myldre frem.

Det er derimod temperaturen og nedbøren i løbet af foråret og sommeren, der bestemmer, om vi får insektår, fortæller biolog Thomas Bille fra netportalen danskedyr.dk.

- Det er ikke den milde vinter, der afgør, om vi får et voldsomt insektår. Det er mere, om vi har et varmt forår og en varm og tør sommer, som betyder, at insekterne får bedre forhold, siger Thomas Bille.

Mildt forår kan betyde insektår

Så hvis det meget milde martsvejr fortsætter, så kan det være en god idé at fylde op med insektspray og fluesmækkere.

- Hvis det fortsætter sådan her, og vi ikke får en frostperiode i april, så betyder det jo, at tingene kommer tidligere i gang og insekterne kan få flere generationer. Det kan give et pænt insektår.

Insekter med indbygget frostvæske

Det nytter i øvrigt ikke noget at håbe på kolde vintre fremover, hvis man er insektforskrækket. For insekterne på vores breddegrader er tilpasset til at kunne håndtere de barske temperaturer.

- De er konstrueret til at kunne håndtere en hård og kold vinter. De ligger simpelthen i dvale. Flere af insekterne har også sukkerstoffer i blodet, så ligesom vi hælder frostvæske på bilen, så har de frostvæske i blodet, så de kan tåle kulden, siger Thomas Bille.

Facebook
Twitter