Besværligt at komme af med affald: Virksomheder kæmper med indviklede regler og priser

Korrekt sortering af erhvervsaffald er en kæmpe udfordring for håndværkere og entreprenører.

Per Malmos er direktør i et anlægsgartnerfirma. Han har nærmest en hel genbrugsplads på firmaets grund for at kunne håndtere virksomhedens affald korrekt. (Foto: © Jørgen Hansen, (c) DR)

Det er dyrt og besværligt, når håndværkere og entreprenører skal af med knækkede fliser, papkasser og plastsække efter endt arbejde hos kunden.

Både regler og priser er indviklede, og de skifter mellem de enkelte affaldsselskaber og fra kommune til kommune.

Betalingen kan for eksempel foregå ved at bilens nummerplade bliver registreret, og så koster det en afgift, hver gang bilen kører ind til genbrugspladsen.

- Nogle steder skal vi anmelde og betale efter nummerplade. Men hvad gør vi så, når vi har 50 firmabiler kørende? spørger direktør Per Malmos fra det vestsjællandske anlægsgartnerfirma Malmos.

Firmaet betaler nogle steder 180 kroner per bil, der kører ind på genbrugspladsen.

Ifølge organisationen "SMV Danmark" - det tidligere Håndværksrådet med 20.000 små- og mellemstore virksomheder - er der tale om en "kæmpe udfordring".

- Folk kan simpelthen ikke forstå de bøvlede regler, siger underdirektør Jakob Brandt og tilføjer:

- Virksomhederne spilder utroligt meget tid og arbejdskraft på at håndtere affald i stedet for bare at køre hen og aflevere det på den genbrugsplads, der ligger tættest på.

Der er mange typer erhvervsaffald, der skal håndteres på forskellige måder. Eksemplet her er fra Roskilde Kommune, hvor Malmos Landskaber har hovedkontor. (Foto: © Signe Heiredal, (c) DR)

Bilerne kører forbi genbrugspladsen

Affaldssorteringen og afleveringen af affaldet er især svær for de mange håndværksmestre og entreprenører, der opererer på tværs af flere fælleskommunale affaldsordninger.

Malmos Landskabers ansatte arbejder i forskellige kommuner og på forskellige adresser.

Men anlægsgartnerfirmaet har valgt at lade sine omkring 50 biler suse forbi genbrugspladserne i de områder, hvor arbejdspladsen ligger den pågældende dag.

I stedet bruger de brændstof på at transportere pap og plast fra indpakning, træpaller og brugte sprayflasker hjem til firmaets egne opsamlingssteder.

Her får en vognmand i stedet betaling for at afhente det en gang om ugen.

50 forskellige affalds- og genbrugsordninger

På landsplan er der over et halvt hundrede forskellige kommunale eller fælleskommunale affalds- og genbrugsordninger. Bare øst for Storebælt er der flere end ti.

- Der er gode grunde til, at regler og priser for erhvervsaffald varierer, men vi må prøve at se på det igen.

Det siger venstremanden Henrik Høegh, der sidder i bestyrelsen for Dansk Affaldsforening, som repræsenterer i alt 54 forskellige affaldsordninger rundt i landet. Han vil tage problemet op allerede i morgen, fredag, på et møde i Dansk Affaldsforening.

Henrik Høegh er med i Dansk Affaldsforening for affaldsselskabet REFA, som dækker Lolland og Guldborgsund kommuner.

Det vil glæde Per Malmos, hvis håndteringen af plastikrør, trykimprægneret træ og fortrolige papirer bliver nemmere. For ellers risikerer det at gå ud over indsamlingen til genbrug, mener han:

- Det må i hvert fald helst ikke være nemmere, at man smider affaldssprayflasken i dagrenovationsaffaldet, fordi så er man af med problemet. For lige nu er det er meget hurtigere at gøre det.