Børn er rigtig kloge på deres eget liv: I Slagelse sætter de nu den politiske dagsorden

Børn fra fem til 17 år skal bestemme den nye børne- og ungepolitik i kommunen.

Lærke Skovdal (t.v.), Hannah S. Frejberg og Alexander Lars Folke Nielsen går alle tre i 6. klasse på Hvilebjergskolen i Slagelse. De har været med til workshops, hvor de skulle bestemme dagsordenen for kommunens børne- og ungeudvalg. (Foto: Johanna Maj Varming)

Lad dem komme til orde, som det hele handler om.

Sådan lyder initiativet i Slagelse Kommune, der har vendt den politiske proces på hovedet, når de skal vedtage kommunens nye børne- og ungepolitik.

Så i stedet for at politikerne i kommunens børne- og ungeudvalg skal beslutte, hvad der er et godt børneliv, har man besluttet at give ordet til børnene selv.

Det betyder, at i alt 95 børn og unge i alderen fra fem til 17 år og fra mere end 20 forskellige børnehaver, folkeskoler, specialtilbud, ungdomsuddannelser og sociale væresteder har været med til at beskrive, hvilken slags hverdag dé helst vil have ude i kommunens institutioner og skoler.

Først derefter er faggrupper, organisationer og politikere blevet koblet på processen.

- Det er anderledes. Vi håber, det giver større nærvær og ejerskab, siger Lis Tribler fra Socialdemokratiet, der er medlem af børne- og ungeudvalget i Slagelse Kommune.

Elever: 'Fedt at føle sig hørt'

Alexander Lars Folke Nielsen fra 6. klasse på Hvilebjergskolen i Slagelse var med til den politiske workshop, hvor han og de andre elever skulle beskrive, hvad der gør en skoledag god for dem.

- De spurgte på en god måde, hvad en god skoledag er, om vi har gode venner og klassekammerater i skolen og sådan, siger han.

Hannah S. Frejberg, som også går i 6. klasse på Hvilebjergskolen, oplevede det som helt mærkeligt pludselig at stå ansigt til ansigt med de politikere, som bestemmer så meget over hendes skolegang.

- Det er lidt sært at tænke på, for det er jo ikke så tit, man får lov til at få indflydelse på hverdagen.

Men alt i alt var det rart at blive hørt.

- Jeg kan godt lide ideen med, at jeg kan få indflydelse på, hvad politikerne har af børnepolitik, siger hun.

Professor: 'Mange kommuner kan lære af det'

Jacob Torfing er professor på Roskilde Universitet, og han har i en årrække fulgt danske og nordiske kommunernes anstrengelser for at involvere borgerne mere aktivt.

- Vi er vidner til lidt af en revolution i øjeblikket i den offentlige sektor, siger han.

Hvor mange kommuner i dag finder nye måder at inddrage borgerne på - eksempelvis høringer, borgermøder og folkemøder - mener professor Jacob Torfing alligevel, at Slagelse Kommune gør noget nyt og har fat i den lange ende, fordi de spørger borgerne så tidligt i processen.

- Det er ganske fornuftigt, at kommunen vender den politiske proces om, så de starter med at finde ud af, hvad der er borgernes udfordringer og så bruge det som et afsæt til at finde en løsning, mener professoren.

- Denne her tidligere inddragelse er stadig lidt ny, men det er der mange kommuner, der kunne lære noget af, siger Jacob Torfing.

'Børn er kloge på deres hverdag'

Organisationen Red Barnet er også glad for den nye politiske proces i Slagelse Kommune.

- Vi synes, det er vigtigt, at vi inddrager børnene i alle de aspekter, der vedrører børn og deres liv, lyder det fra pædagogisk konsulent Camilla Roed Otte.

Børnene kan nemlig sagtens give et fornuftig svar, fortæller hun.

- Børn er rigtig kloge på deres eget liv og deres egen hverdag, og de har en god fornemmelse af, hvad en god hverdag er for dem, og hvordan de kommer til at trives, siger hun.

Facebook
Twitter