Bofællesskaber hitter: Det er en længsel efter det gode liv

Efterspørgslen er stor, og i disse år bygges der bofællesskaber over hele landet.

Bofællesskabet er drømmen om det gode liv, mener næstforperson Anna Weber Henriksen fra Foreningen Fællesmark, der er ved at planlægge et byggeri på Tuse Næs i Holbæk Kommune. (Foto: Fællesmark © (c) DR)

Er du til fællesspisning, hjælp til at passe dine rollinger og hellere vil dele havetrampolinen og bilen, så er et bofællesskab måske noget for dig.

Der er lige nu rigtig stor efterspørgsel på bofællesskaber i hele landet. Blandt andet på Tuse Næs i Holbæk Kommune, hvor hele tre bofællesskaber er på vej.

For at komme til Tuse Næs i det nordvestsjællandske kører du langs med fjorden, forbi heste, frilandsgrise og landsbyer, der hedder Uglerup, Hørby og Markeslev, til marken i Udby.

- Hernede ser vi vores fire boligcirkler, der kommer til at danne rammerne om de grønne huse, vi skal bygge, fortæller næstforperson i foreningen Fællesmark Anna Weber Henriksen og peger udover en økologisk dyrket mark, der netop er blevet sået til med korn og ærter.

Dér på marken skal bofællesskabets bygge deres egne huse efter høsten i efteråret.

Folk vil gerne tættere på hinanden

På Aalborg Universitet er en gruppe forskere sammen med blandt andet Realdania, der som forening arbejder for at skabe livskvalitet gennem byggeri, i gang med at kortlægge hele området.

- Vi ser en vækst i både antal og type af bofællesskaber, siger seniorforsker Jesper Ole Jensen fra Build, der er Danmarks største institut inden for byggeri, anlæg og det byggede miljø, på Aalborg Universitet.

Samme tendens oplever interesseorganisationen bofællesskab.dk.

- Vi får så mange henvendelser fra folk, der gerne vil i kontakt med hinanden; ’jeg bor på Sjælland’ eller ’jeg bor omkring København, jeg vil gerne bo i et bofællesskab’, fortæller Camilla Nielsen-Englyst, der er bestyrelsesmedlem i bofællesskab.dk og selv bor i økosamfundet Hallingelille ved Ringsted.

- Hvor vi måske tidligere har fået én henvendelse om måneden, så får vi snarere én henvendelse om ugen nu, fortæller hun.

Louise Storgaard Hansen, planlægger i Holbæk Kommune, mærker også tydeligt den stigende interesse:

- Den har vi mærket på konkrete henvendelser og at vi får mails og opkald i forhold til, om vi har nogle gode steder at lave bofællesskab.

For Lars Quist, der er byrådsmedlem og formand for Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne (S) i Holbæk Kommune, er det først og fremmest vigtigt, at der kommer nye borgere til kommunen:

- Men bofællesskaberne har det også med gerne at ville ud på landet i landdistrikterne. Der får vi noget ny energi og nyt blod ud til vores lokalområder.

Gode skattekroner fra bofællesskaber

Det er ofte veluddannede skatteydere, der flytter ind, og de kan være løftestang for et skrantende lokalsamfund og holde liv i den lokale skole.

- Vi kommer med 85 tilflyttere til et landområde, hvor tilflytningen ikke har været så stor, siger Camilla Nielsen-Englyst.

Derfor lægger kommunerne gerne jord til.

- Det kan være en lille landsby, som måske ikke har nogen befolkningstilvækst, siger Louise Storgaard Hansen fra Holbæk Kommune.

Folk vil ud af byerne

Camilla Nielsen-Englyst mener, at den stigende interesse for at flytte i bofællesskab kan skyldes, at flere vil ud af byerne:

- Det her med at flytte på landet er en spændende idé for rigtig mange, men det giver en helt anderledes tryghed at komme til at bo i et bofællesskab sammen med folk, der ligner en selv lidt eller også er flyttet udenfor byen eller sådan noget, siger hun og understreger:

- Det gør, at folk søger bofællesskaberne i meget voldsom grad.

Fremtidsforsker Anne Skare-Nielsen, mener, at det er længslen efter det gode liv, der får folk til at søge i bofællesskab.

- Det er simpelthen at komme tilbage til noget natur og til noget fællesskab og til at ikke alle skal eje en havetrampolin, en bil eller en opvaskemaskine, men at man kan begynde at deles om noget, som gør, at man kan mærke, at vi kommer tættere på hinanden, siger hun.

Med blomstrende mælkebøtter for fødderne og udsigt til marken på Tuse Næs, hvor hendes hus skal bygges i efteråret, siger Anna Weber Henriksen, at det er drømmen om det gode liv, der driver projekterne:

- Og at man bor i et berigende fællesskab, hvor man har en hjælpende nabo lige ved siden af.

En arbejdsgruppe under Boligministeriet er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvilke barrierer og muligheder der er i Danmark, for at etablere bofællesskaber og byggefællesskaber.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk