Bonbonland på børsen: Sæt dine penge i Tissebleer

Moderselskabet bag Bonbonland kunne ikke sælges til prisen, og derfor skal det formentlig på børsen.

Nu kan du få en andel i Bonbonland, for den sydsjællandske forlystelsespark er på vej på børsen. (© Bonbonland)

Du kan meget snart sætte pensionskronerne i Hundeprutter, Tissebleer og Store Babser.

Selskabet bag den sydsjællandske forlystelsespark Bonbonland er nemlig på vej på børsen. Det bekræfter Bonbonlands direktør Niels Ferup overfor DR P4 Sjælland.

Den spanske forlystelsesgruppe Pargues Reunidos, der ejer Bonbonland, blev sidste år forgæves forsøgt solgt til kapitalfonde. Buddene stod ikke mål med forventningerne, som var en pris i omegnen af 15 milliarder kroner.

Af samme grund er det private investeringsselskab Arle Capital, der ejer Pargues Reunidos, gået i gang med at forberede en børsintroduktion på børsen i Madrid, skriver flere større finansmedier.

Sund forretning

Pargues Reunidos er en af de hurtigstvoksende forlystelsesgrupper i verden og opererer i 12 lande, dog med en overvægt i gruppens hjemland Spanien.

Gruppen har haft vigende besøgstal, men kunne sidste år notere sig den første samlede stigning i besøgstal siden 2009 med en fremgang på seks procent.

Samme fremgang kæmper Bonbonland for at få. I sidste regnskabsår 2014 havde parken lige under 370.000 besøgende. Da det gik bedst for parken i 2003, havde de 616.000 besøgende.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1122828271101029

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk