Borger klager til ombudsmanden over kommunal sponsoraftale

Strid om kommunal sponsorstøtte til elitesport havner nu hos Folketingets Ombudsmand.

Guldborgsund forsyning har indgået en sponsoraftale med fodboldholdet Nykøbing FC og håndboldholdet NFH. (Foto: Martin W. Hansen- DR Sjælland)

Hvorfor smide flere hundrede tusinde ud på reklame, når man er alene på markedet og ikke har konkurrenter at slås mod?

Det spørgsmål har en borger på Nordfalster stillet sig selv. Han mener, at kommunens forsyningsselskab, Guldborgsund Forsyning, udnytter sit monopol til "at tørre" 200.000 kroner af på forbrugerne gennem en sponsoraftale med kommunens fodbold- og håndboldhold.

- Borgerne, som skal betale, har jo ingen reel mulighed for at skifte til anden leverandør af kloak, fjernevarme eller drikkevand, siger klageren Thomas Tranberg.

Sponsorregning lander hos forbrugerne

Ifølge Thomas Tranberg fra Vålse er sponsorater slet ikke en opgave for et offentligt forsyningsselskab.

- Det er jo monopolpenge, man sponsorerer for. Det er penge, som man tvangsindkræver, og borgerne, som betaler regningen, har ikke nogen mulighed for at frasige sig retten til det, siger han.

Det 100 procent kommunalt ejede selskab håndterer drikkevand, fjernvarme og spildevand i store dele af kommunen. Og her kan det bare kradse de 200.000 sponsorkroner ind - uden risiko for kunderne forsvinder, mener Thomas Tranberg.

- Det er jo borgerne, der mister dem, fordi man tørrer udgiften af på driftsomkostninger, og det afspejler sig direkte i vandafledningsafgiften, siger han.

Forsyningsselskab afviser kritikken: Det er en gevinst for kunderne

Formanden for bestyrelsen i Guldborgsund Forsyning, byrådsmedlem Henning Kamper, afviser kritikken. Han mener, at blandt andet deltagelse i sponsorarrangementer ved kampe er en gevinst for både vand-, varme og kloakkunderne:

- Vi har en opfattelse af, at vi får bedre priser hos vores leverandører, når vi får lov til at snakke med dem. Så vil det være en god forretning for samtlige forbrugere indenfor forsyningsområdet, siger bestyrelsesformanden.

Ifølge formanden betyder sponsoraterne, at selskabet kan lave et "bedre produkt til en billigere penge".

Ifølge loven må kommunalt ejede selskaber gerne indgå sponsorkontrakter

Men der behøver ikke være noget galt i at lave sponsorater. Det er meldingen fra en juridisk ekspert. Han forholder sig ikke til den konkrete sag, men principielt må også et monopol gøre reklame for sig selv.

- Det kunne være for at beholde sit monopol. Det kan også være noget med, at man gerne vil markedsføre sig selv som virksomhed for eksempel for at tiltrække gode medarbejdere, fastslår juraprofessor Karsten Naundrup Olesen.

Det vigtigste er, om sponsorkontrakterne er indgået til "markedsværdi", altså at det kommunalt ejede selskab ikke betaler overpris eller slipper specielt billigt. Og så skal selskabet være meget omhyggelig med at placere udgifterne på kloakkunder, på fjernvarmen eller drikkevand.

- Nogle af reguleringerne siger altså, at man kun må vælte nødvendige omkostninger over på forbrugerne.

Sagen ligger hos Folketingets Ombudsmand

Thomas Tranberg har klaget til Folketingets Ombudsmand, der nu skal kigge på de sportssponsorater, som Guldborgsund Forsyning har indgået.

Ombudsmandens kontor bekræfter at have modtaget klagen.

Normalt går det et par måneder med at gennemlæse og vurdere en sag. Hvis ombudsmanden så beslutter at "realitetsbehandle" som det hedder, så går der yderligere 3-4 måneder, før der foreligger en endelig udtalelse.

Facebook
Twitter