Borgere i Korsør vil have mindesten for Emilie

Natteravnene i Korsør står bag et initiativ om at få et sted, hvor folk kan mindes Emilie Meng, så hendes gravsted ikke bliver overrendt.

Et skilt uden for togstationen i Korsør, hvor Emilie Meng sidst blev set i live den 10. juli 2016, har indtil nu været et improviseret sted at mindes den dræbte gymnasiepige med lys og blomster. (Foto: Line Feld © DR Nyheder)

Borgerne i Korsør skal have et sted, hvor de kan mindes den dræbte Emilie Meng.

Forslaget om en mindesten for Emilie Meng skal behandles af Slagelse Kommunes økonomiudvalg på mandag og er fremsat af blandt andre Natteravnene i Korsør.

Den 17-årige gymnasiepige blev fundet dræbt i et vandhul nær Borup på Midtsjælland juleaftensdag.

- Jeg synes, det er vigtigt, så hendes gravsted på Korsør Kirkegård ikke skal blive overrendt af unge mennesker, siger Jesper Hansen, der er lokalformand for byens Natteravne.

- Så vil vi hellere, at de kan gå til en mindesten og sige, her er Emilie og her kan vi mindes hende, uddyber Jesper Hansen.

Ifølge Jesper Hansen er Emilie Mengs familie indforstået med, at byens borgere får et sted, hvor de kan mindes den dræbte gymnasiepige.

- De har været med bagved hele tiden i alle de projekter, der er blevet spurgt ind til og foretaget. Også ved fakkeltoget er familien blevet hørt. Hvis familien har sagt nej, har vi ikke gjort det, forklarer han.

Emilie Meng bisættes torsdag i Korsør.

Facebook
Twitter