Borgmester: Forkerte beregninger lægger Kattegat-bro ned

Det er dårligt arbejde, siger borgmester om eget partis rapport om fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland.

Kalundborgs borgmester er dybt skuffet over regeringens rapport om en fast forbindelse over Kattegat. (© DR)

Regeringen har gjort alt for at få projektet om en fast Kattegatforbindelse mellem Vestsjælland og Østjylland til at fremstå så dyr og urealistisk som overhovedet muligt.

Sådan lyder kritikken fra Kalundborgs borgmester, Martin Damm (V), der også er formand for Kommunernes Landsforening.

Han er dybt skuffet over den rapport, som partifællen i Transportministeriet, Hans Christian Schmidt (V), har lagt frem.

Her er prisen sat til 118 milliarder, med en statslig medfinansiering på 50 milliarder. Den høje pris har fået regeringen til at skrinlægge projektet.

Men analysen er helt forkert, mener Kalundborg-borgmesteren:

- Det er rigtigt dårligt arbejde, der er lagt til grund. Hvis de beregninger, man har brugt nu, var blevet brugt til Storebælt og Øresund, så var der heller aldrig nogen af dem, der var blevet til noget, siger Martin Damm.

Projektet kræver blandt andet en 19 kilometer lang bro fra Røsnæs til Samsø, anlæggelse af skinner til en helt ny, dobbeltsporet højhastighedsbane hele vejen fra Lejre til den yderste spids af Røsnæs samt udbygning af rute 23 Skovvejen.