Borgmester om igangsættelse af Femern Bælt-forbindelsen: 'En stor dag for Sydsjælland og Lolland-Falster'

Årtiers ventetid på tunnelforbindelsen mellem Tyskland og Danmark er nu forbi.

Det vurderes, at byggeriet af Femern-forbindelsen kan skabe op mod 6.000 arbejdspladser. (© Femern A/S)

Det er glædens dag på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Især hvis man spørger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S) og det socialdemomkratiske medlem af Folketingets transportudvalg, Magnus Heunicke.

- I dag har forligskredsen endelig besluttet, at vi kan sætte gang i Femern-byggeriet. Et projekt, som har været årtier undervejs. Det er nu blevet besluttet at sætte gang i byggeriet. Det er en skelsættende og fuldkommen afgørende beslutning, lyder det fra Magnus Heunicke, der er med i forligskredsen.

Og det glæder den lollandske borgmester.

- Det er en rigtig stor dag, og det er det endelige skridt til, at Femern-forbindelsen er sat i gang, hvor der er fremrykket investeringer på flere milliarder. Det er rigtig positivt for Sydsjælland og Lolland-Falster, fortæller Holger Schou.

Det betyder, at anlægsfabrikken, elementfabrikken, havneportalen og det nye havneindløb nu kan sættes i gang for at bygge den store tunnel mellem danske Rødby Havn og tyske Femern.

Lokale virksomheder kan nu investere

Den danske godkendelse til projektet har været på plads i flere år, men i februar fik Femern Bælt-forbindelsen en officiel godkendelse fra den tyske myndigheds side.

Og det betyder, at lokale virksomheder nu kan komme på banen med deres investeringer.

- Det er nu muligt at byde ind på underliggende opgaver, så det er bare med at kridte skoene for de lokale aktører, for nu kommer det til at gå rigtig stærkt, lyder det fra Holger Schou.

Virksomhederne skal heller ikke bekymre sig, selv om Femern Bælt-forbindelsen er indbragt af Scanlines for nogle domstole, vurderer Magnus Heunicke:

- Det er aldrig sket før, at en tysk domstol har trukket en myndighedsgodkendelse tilbage. Der kan være små ændringer i det, og det må vi selvfølgelig tage med, hvis der er noget, der skal tilrettelægges anderledes.

Længeventede EU-midler kan komme i brug

Det betyder også, at Danmark nu kan gå i gang med at bruge de 4,4 milliarder kroner i økonomiske midler, der er tildelt fra EU til at bygge forbindelsen.

- Nu kan vi gå i gang med at bruge midlerne fra EU fremfor at risikere, at EU tager pengene tilbage i støtte. Nu kan pengene fra EU gavne vores projekt og de konkrete arbejdspladser, fortæller Magnus Heunicke.

Som det næste skal Femern A/S gå i forhandling med de konsortier, der skal bygge, og få sat byggeriet i gang. Det betyder, at inden årets udgang kan spaden stikkes i jorden til den enorme tunnel.

- De sidste skeptikere må erkende, at denne her tunnel kommer, og vi får Danmarks største arbejdsplads til at ligge i Rødbyhavn de næste ti år, siger Magnus Heunicke.

Ifølge en pressemeddelse fra Femern A/S sikrer igangsættelsen af anlægsaktiviteterne, at Femern-tunnelen kan åbne i 2028.

Femern Bælt-forbindelsen

  • Femern-tunnelen består af en cirka 18 kilometer lang sænketunnel for biler og tog. Den indeholder fire motorvejsspor og to jernbanespor.

  • Tunnellen går fra Rødbyhavn på Lolland til Puttgarden på den tyske ø Femern.

  • Forbindelsen under havet vil gøre det muligt at rejse med direkte tog mellem København og Hamborg på kun to en halv time.

  • Når forbindelsen åbner, vil der blive plads til flere persontog over Storebælt, Fyn og Sønderjylland, fordi godstog mellem Skandinavien og Europa kan spare 160 kilometers kørsel ved at køre under Femern-bæltet.

  • Man kommer til at kunne køre i tunnelen 24 timer i døgnet alle ugens dage, da den ikke er påvirket af vind og vejr, der ofte påvirker trafikken på broer og færgeruter.

  • Turen kommer til at tage ti minutter med bil og syv minutter med tog. Forbindelsen vil dermed spare biler og lastbiler en time per tur i forhold til færgerne.Kilde: Femern A/S

Facebook
Twitter