Borgmestre efter hastesamråd om ny Storstrømsbro: Håber ikke det forsinker byggeriet

Hvis byggeriet af en ny Storstrømsbro bliver udskudt, vil det afskære Lolland og Falster fra resten af Sjælland, lyder det fra borgmestre.

Det må ikke gå ud over byggearbejdet, at transportudvalget i dag har valgt at udskyde underskriften på kontrakten med de italienske entrepenørfirmaer, som står til at bygge den nye Storstrømsbro. Sådan lyder det fra borgmestrene i Guldborgsund og Lolland kommuner. (Foto: Sandpiper)

Det er i orden at tage 14 dage til at tænke sig om, men hver dag en ny Storstrømsbro bliver forsinket er en katastrofe, lyder det fra borgmestrene på Lolland og Falster.

Den udmelding kommer oven på, at Folketingets Transportudvalg har valgt at udskyde underskriften på kontrakten med de tre italienske firmaer, som står til at vinde udbuddet på den nye Storstrømsbro. I første omgang udskyder de med 14 dage.

Udskydelsen bekymrer Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland kommune, der håber, projektet stadig vil holde sig inden for tidsplanen.

- Det er vigtigt at sikre sig, der er orden i sagerne. Jeg håber ikke, det her kommer til at forsinke byggeriet på Storstrømsbroen., siger han.

Og hvis det skulle ske, at der skal findes andre entrepenører, så håber han ikke, der skal en ny udbudsrunde til:

- Så håber jeg, man kan tage nummer to på listen og fortsætte. Vi skulle gerne have gang i den Storstrømsbro, den er vigtig for os hernede, siger Holger Schou Rasmussen (S).

Borgmester: Kan få katastrofale konsekvenser

Underskriften på det 2,1 milliarder kroner dyre byggeprojekt er udsat, fordi Fagbladet 3F mandag afslørede, at to af de tre italienske firmaer i konsortiet, der vandt opgaven med at bygge broen, er ramt af en korruptionssag i Venedig, hvor de skal forsvare sig i retten.

De næste to uger skal Kammeradvokaten så undersøge, om alting nu også er, som de skal være.

Dagens beslutning om at udskyde underskriften med firmaerne fjorten dage får Guldborgsunds borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten) til at kalde hele situationen pinlig:

- Jeg synes godt nok det virker lidt pinligt, at det her opstår to dage inden underskriften skal falde. Det burde man have vidst, siger han.

Han mener, politikerne på Christianborg skal være opmærksomme på broens store værdi for Lolland-Falster:

- Det har katastrofale udsigter, hvis den her nye Storstrømsbro bliver yderligere udsat. Det er findt at tænke sig om, men for hver dag man udskyder det her projekt vil vi her på Lolland-Falster være afskåret infrastrukturmæssigt fra det øvrige land, siger John Brædder.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) forsikrer, at projektet ikke bliver væsentligt forsinket.