Brand-farlige forårsruller

35-årig mand fra Grevinge var tæt på at brænde huset af, da han faldt i søvn under madlavningen.

(Foto: Jeannie Pedersen/ Media Næstved © Media Næstved)

Man kan være sulten, og man kan være træt. Men kombinationen er både dårlig og ekstemt farlig. Det må en 35-årig mand nok erkende, efter det var ved at gå helt galt i nat.

Omkring kl. tyve minutter i fire blev alarmcentralen nemlig ringet op af en 52-årig kvinde fra Grevinge, som var blevet vækket af, at hendes røgalarm var gået i gang i de tidlige morgentimer.

Kvinden fortalte at hun både kunne se og lugte røg på sin bopæl, men at der ingen desideret brand var. Men da hun undersøgte sagen nærmere, kunne hun konstatere, at der hos naboen, en 35-årig mand ligeledes fra Grevinge, var fyldt med røg.

Ild i forårsruller bredte sig

Det viste sig, at den 35-årige mand efter en bytur ville lave nogle forårsruller på komfuret. Komfuret blev tændt, men den 35-årige faldt i søvn, og derfor var det forårsrullerne, der var årsag til flammerne, som havde bredt sig op på første salen via emhættens udsugningsrør. Brandvæsnet fik dog hurtigt ilden under kontrol, og hverken den 35-årige eller naboen kom til skade ved branden.

Politiet overvejer nu, om den 35-årige skal sigtes for manglende agtpågivenhed i forbindelse med sin madlavning.

Facebook
Twitter