15-årige Cabrina Christiansen har hovedpine. Ikke bare engang imellem, men så tit og så meget, at hun 1-2 gange om ugen må sygemelde sig og gå hjem fra skole.
Dermed er hun en af mange børn og unge, der i stigende grad opsøger hospitalerne på grund af hovedpineproblemer.
Hovedpinen begyndte for syv år siden, men de sidste to år er det blevet værre. På trods af flere besøg hos neurologer og læger, har de stadig ikke fundet ud af, hvad hovedpinen skyldes.
Siden 2005 er antallet af hospitalsbesøg på grund af hovedpine blandt børn og unge steget fra 846 til 2844 i 2015.
Det viser DR's udtræk fra Landspatientregistret. Og Cabrina Christiansens smerter er ikke noget, der lige kureres med et par hovedpinepiller.
-Når hovedpinen rammer, synes jeg selv, jeg har det rigtig forfærdeligt, og jeg har bare lyst til at ligge derhjemme og sove, siger hun.
Flere gange om ugen får hovedpinen Cabrina Christiansen til at blive hjemme eller tage hjem fra skole, og det kan godt få de andre elever til at tro, at hun pjækker.
-Når jeg tager hjem fra skole, er der mange, der siger, at det ikke passer, og at jeg bare gerne vil hjem og have fri. Men jeg har altså ondt i hovedet, siger hun.
Hun er nervøs for, at den massive hovedpine kan få konsekvenser for hende, når hun gerne vil starte i gymnasiet efter 9. klasse.
-Det kan godt blive svært for mig, for på gymnasiet kan jeg ikke have sygedage, så jeg synes ikke, det ser så godt ud, siger hun.
Cabrina Christiansen venter lige nu på svar på en MR-scanning, som forhåbentlig kan forklare, hvorfor hun lider så meget af hovedpine.