Catering til supersygehuset i Køge

Hellere bruge penge på behandlingsfaciliteter end et køkken på sygehuset, siger næstformand i Regionsrådet Jens Stenbæk.

Supersygehuset i Køge bliver stort og flot - men uden køkkenfaciliteter til patienterne. (© C. F. Møller- Alectia og Rambøll)

Når det nye supersygehus står klar i Køge i 2021, skal patienterne forsynes med mad fra et cateringfirma.

Universitetshospitalet til 4 milliarder kroner rummer 899 sengepladser, 1899 parkeringspladser, apotek, helsecenter og tidens topmoderne teknologiske løsninger - men ikke noget køkken, der kan forsyne med patienterne med varm mad.

For køkkendrift er ikke en opgave for det kommende supersygehus, fastslår næstformanden i regionsrådet, venstrepolitikeren Jens Stenbæk.

Han mener at patienterne bør være godt tilfredse med mad fra et cateringfirma:

- Det vil være en uklog løsning at bruge dyre kvadratmeter og begrænset plads til køkkenfaciliteter. Det skal man hellere bruge til gode faciliteter for behandling af patienterne, siger Jens Stenbæk.

I dag forsynes de eksisterende sygehuse allerede mad fra cateringfirmaer, og sådan bliver det altså også på Supersygehuset i Køge, fastslår Jens Stenbæk.

Han afviser, at patienterne behøver at suse på pizzaria for at blive mætte, sådan som formanden for Danske Regioner Bent Hansen formulerer det i Jyllands-Posten i dag.

Facebook
Twitter