Christinas søn var fraværende i skolen: ’Træk i børnepenge vil være uretfærdigt’

Slagelse Kommune hjælper børn i skole igen, før forældre får frataget børnepenge.

Elias Dyring Jensen sidder sammen med kontaktpersonen Gitte Altenburg fra Slagelse Kommune. Gennem samtalekort hjælper hun Elias med at blive glad for skolen igen. (Foto: Anne Kathrine Steengaard DR Sjælland © Grafik Signe Heiredal)

De første kommuner er begyndt at tage børnepengene fra forældre, hvis børn har for meget ulovligt fravær i skolen.

Loven, der trådte i kraft i sommer, siger, at hvis et barn har over 15 procents ulovligt fravær i løbet af et kvartal, kan kommunen tage børnepengene fra forældrene.

Den nye lovgivning kunne have ramt familien Dyring Jensen fra Slagelse, hvis den var trådt i kraft sidste år.

Familiens 12-årige søn, Elias, var stort set ikke i skole i et år. Han følte sig ikke velkommen og havde ikke mange venner at tale med.

Hvis han endelig var afsted, stak han af fra undervisningen, fortæller Elias' mor Christina Dyring Jensen.

- Når han kom hjem, var han enten ked af det eller havde fysiske symptomer som ondt i maven, kvalme eller hovedpine, fortæller hun.

Ifølge Christina Dyring Jensen gjorde familien alt, hvad der var muligt, så Elias kunne komme i skole.

- Jeg synes ikke, vi er en familie, der bare har ladet stå til. Vi har ikke sagt: ’Nå, Elias har ikke lyst til at komme i skole, så lader vi da være med det’. Jeg synes, vi har forsøgt med de tiltag, der har været muligt.

Derfor ville et træk i børnepengene også være uretfærdigt, mener Christina Dyring Jensen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ville føle, at vi ville blive straffet for noget, som ikke var velbegrundet, siger hun.

- Det ville ikke pynte på vores økonomiske situation, tilføjer Christina Dyring Jensen, der har valgt at gå hjemme det seneste år for at få styr på Elias’ skolesituation.

Kommune hjælper Elias med at komme i skole

Men det behøver slet ikke komme så vidt, at fraværet vokser, og børnepengene ryger.

Det er erfaringen fra blandt andet Slagelse Kommune, der siden 2017 har arbejdet målrettet med elever, som stort set ikke møder op i skole.

Og det hjalp 12-årige Elias.

Derfor satte Slagelse Kommune Elias i kontakt med skolekontaktperson Gitte Altenburg. Hun er årsagen til, at Elias går i skole i dag og ikke har så meget fravær.

Tidligere gik Elias Dyring Jensen ikke i skole og talte mest med vennerne over computeren. (Foto: Anne Kathrine Steengaard)

Gennem samtalekort om venskaber, faglighed og læring hjælper hun med at genskabe Elias' lyst til at gå i skole igen.

- Hun lærte mig, at det er godt at gå i skole. Jeg lærer noget, og jeg får nye venner. Jeg behøver ikke at have en computer eller en PlayStation for at have venner, fortæller Elias Dyring Jensen, der også havde faglige udfordringer i skolen.

Kommunen tager fat i de forældre, hvor man kan se, at børnene har begyndende fravær, fortæller Gitte Altenburg.

- Det er meget lettere at arbejde med elever med begyndende fravær end med elever, der har massivt fravær, siger hun.

Siden opstarten af indsatsen har Slagelse Kommune hvert skoleår hjulpet omkring 170 børn og deres forældre med at komme i skole.

Facebook
Twitter