Dårligt sexliv og voksenble efter fødsel? To jordemødre besvarer alle dine spørgsmål i podcast

To jordemødre sætter ord på alt fra sædefødsler til kejsersnit i podcasten Fødselskanalen.

'Smerte. Afføringsinkontinens. Dårligt sexliv og worst case: voksenble. Så tænkte jeg hold da kæft, det er alligevel…'

Jordemoder Sigrid Arnbjerg sætter ord på et tabu omkring fødsler i podcasten Fødselskanalen. Episoden 'Er jeg flækket?!' handler om bristninger:

'Det er også mange forfærdelige ting på én gang,' lyder det fra Frederikke Dørfler, der er den anden stemme i podcasten, hvor de to jordemødre fra Slagelse Sygehus taler om tabuer og tanker i forbindelse med graviditet og fødsel.

I podcasten, der har været i gang det sidste år, får lytterne også masser af fakta omkring det at få børn.

- Vi håber, vi kan hjælpe til at skabe mere ro omkring det at føde børn og skabe en smule hype omkring det. Vi har en tro på den normale og ukomplicerede fødsel, og den vil vi gerne give videre til dem, der lytter derude, forklarer Frederikke Dørfler.

Idéen til podcasten fik Frederikke Dørfler og Sigrid Arnbjerg på et kursus omkring vaginal fødsel.

Frederikke Dørfler og Sigrid Arnbjerg (th.) hjælper med at aflive fup og give gravide fakta i podcasten Fødselskanalen. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)
Frederikke Dørfler (th.) og Sigrid Arnbjerg laver podcast om graviditet. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

De oplevede, at når de mødte unge som dem selv i 20’erne, der var på vej til at stifte familie, var der en tendens til at være bange, og at det blev set som noget negativt at være kvinde, fordi man så skulle føde børn.

Det vil de gerne skabe noget hype om og forklare, at det er et privilegie at være kvinde og føde et barn.

- Jeg tror, der er mange, der har brug for at få nogle billeder på fødsler, der ikke er de megadramatiske historier, de har hørt som vandrehistorier, men at det bare er de stille og rolige fortællinger, vi har fra det virkelige liv, siger Sigrid Arnbjerg.

Hollywoodfødslen

'En rigtig Hollywoodfødsel starter med vandafgang. Et kæmpe plask af en vandafgang. Det skal jo være synligt for seeren, så det skal helst være litervis af vand, der lander lige mellem benene på kvinden.'

Sådan begynder episoden 'Sådan gør de altså på film'.

Åh nej! Hvad nu hvis...

  • ... jeg ikke når på hospitalet?

  • Fødsler er et tålmodighedsarbejde, og de tager lang tid. Det er ekstremt sjældent, at fødende ikke når ind. Særligt hos førstegangsfødende er det meget mere normalt, at de kommer ind til tjek uden at være i aktiv fase og ender med at køre frem og tilbage til sygehuset nogle gange.

  • ... jeg brister?

  • Mange frygter, at de vil kunne mærke, når/hvis mellemkødet brister. Men stort set ingen mærker det. Lige meget hvordan man vender og drejer det, så føles det voldsomt, når man føder et babyhoved, hvad end man brister eller ej. Cirka 75 procent af alle førstegangsfødende får en bristning, der skal syes bagefter, og det anses for at være en almindelig del af fødslen.

  • Risikoen for, at der ved bristning sker skade på noget af ringmusklen ved endetarmen, er cirka fire procent ved fødsel af første barn og 0,5-1 procent ved de næste fødsler.

  • ... mine bryster begynder at hænge pga. amning?

  • Allerede i graviditeten danner kroppen de hormoner, der får brysterne til at ændre udseende. Det betyder, at hvorvidt man ammer eller ej, vil brysterne ændre sig, og man har altså ikke indflydelse på deres look.

  • Kilde: Frederikke Dørfler og Sigrid Arnbjerg, Aarhus Universitetshospital

I øjeblikket ligger der 20 episoder, der tilsammen har haft omkring 58.000 aflytninger i det år, podcasten har været i gang.

En af dem, der lytter med, er Camilla Mosekjær Christensen fra Frederiksberg. Hun fødte sit første barn, Hannah, i 2017.

Camilla Mosekjær Christensen har en fortid med angst. Derfor var hun 'skidebange' for at skulle føde.

Det følte hun ikke, at hendes jordemoder havde nogen forståelse for.

- Når jeg prøvede at sige til hende, at jeg var bange for at føde, så blev det en snak om at ’det er jo naturligt’ og ’din krop ved godt, hvad den skal’, fortæller hun.

Men frygten var så stærk, at den fik konsekvenser for fødslen:

- Jeg fik et planlagt kejsersnit, fordi jeg simpelthen var bange for, at jeg ville ende i en situation, hvor jeg skulle føde (vaginalt, red.). Jeg var bange for, at jeg ville lave fejl og skade mit barn.

Camilla Mosekjær Christensen valgte at føde sin datter Hannah ved kejsersnit i 2017, fordi hun var meget bange for at føde vaginalt. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)
Hannah kom til verden ved kejsersnit i 2017. Hendes mor, Camilla Mosekjær Christensen, havde selv valgt kejsersnit. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Nu venter Camilla Mosekjær Christensen endnu en datter og har i denne graviditet ivrigt lyttet til podcasten:

- Jeg var sindssygt glad for at finde Fødselskanalen, hvor jeg kunne finde ro til at lytte til jordemødre uden at behøve tale med dem, men bare lade dem fabulere over alle de emner, der er forbundet med fødsel.

Næste gang ønsker hun ikke at føde ved kejsersnit.

- Jeg kan mærke, at min krop mangler at arbejde. Alting gik godt, da jeg fik min datter, men jeg følte ikke, jeg havde født hende. Jeg var blevet hende givet. Derfor vil jeg gerne prøve at føde denne gang.

Camilla Mosekjær Christensen bruger podcasten til at berolige sig selv, for hun føler, at Sigrid Arnbjerg og Frederikke Dørfler har den tid til at lytte, som hendes egen jordemoder ikke har:

- Også selvom man ikke kender dem i virkeligheden, så er det stadig et fødselsfællesskab, hvor man også godt må være bange og sige alt det, der er forkert i nogles ører.

Alligevel er hun stadig nervøs for næste fødsel i midten af juli:

- Jeg er skidebange! Men jeg går efter at føde vaginalt, hvis mit ar kan holde til det, og barnet vender rigtigt, siger hun med reference til, at der er risici forbundet ved at føde vaginalt efter et kejsersnit.

'Home sweet homebirth'

Et fosters hjertelyd. Lidt upbeat musik. Og så de to jordemødre, der nynner til.

Det er lyden af Fødselskanalen forud for episoder som 'Your milkshake brings all the babies to the yard', hvor de snakker om amning, og 'Hokus pokus partner i fokus', hvor de taler om at være partner til en gravid, fødende eller barslende.

Lyt til hittet 'Milkshake' af den amerikanske sangerinde Kelis, mens du læser videre. Titlen på episode 7 'Your milkshake brings all the babies to the yard' er inspireret af denne sang:

Sanne Bisp Agersnap fra Vejle har barn nummer tre på vej. Selvom hun har en del erfaring i at føde, har hun med stor interesse lyttet til afsnittet om hjemmefødsler:

- Jeg har fået mod på at prøve en hjemmefødsel i stedet for en hospitalsfødsel, siger hun og uddyber:

- I afsnittet om hjemmefødsler fortæller de, at der er mange jordemødre, der selv vælger at føde hjemme. Det synes jeg er et meget godt incitament, for de må vide noget om statistikker og risici, og hvorfor en hjemmefødsel giver mening.

Sanne Bisp Agersnap med sit første barn, Elliot (tv.), og barn nummer to, Elton (th.). Efter at have lyttet til Fødselskanalen har hun mod på en hjemmefødsel tredje gang. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)
Sanne Bisp Agersnap med sit andet barn, Elton. Efter at have lyttet til Fødselskanalen har hun mod på en hjemmefødsel tredje gang. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

I det hele taget har Sanne Bisp Agersnap stor tiltro til kvinderne bag podcasten, fordi de har taget jordemoderuddannelsen.

- Det er to arbejdende jordemødre, der er midt i det lige nu. Det er afgørende for mig, at det er fagligt, og ikke bare to veninder, der sidder og snakker.

Det samme siger Sofie Adler Barnholdt Hansen fra København, der er mor til Elli.

- De er begge to unge og fortæller på en måde, der er til at forstå. Det er ikke så lægeligt og så strikt, som det kan være på et sygehus. Det er meget mere nede på jorden. Det er lidt som om, du snakker med en veninde, og så svarer de bare på alle dine spørgsmål, uden at man stiller dem. På en fed måde.

Sofie Adler Barnholdt Hansen har også forsøgt sig med andre podcasts omkring graviditet og fødsel, men dem synes hun nemt, at der går for meget mødregruppe og kaffesnak i. Hun vil hellere have historier fra professionelle fra fødegangen.

- De har læst det, de har bestået og forstået det, og så står de med fødsler til daglig og har set det, der kan gå galt, og det, der kan gå godt. Det gør mig bare rigtig tryg, at det er folk, der ved, hvad de laver.

Frederikke Dørfler og Sigrid Arnbjerg laver den gratis podcast i deres fritid.