Dansk forsvarsadvokat går Johnny Cash i bedene

I disse dage turnerer forsvarsadvokaten Morten Bjerregaard rundt i de danske fængsler med en guitar i hånden.

  • I sin fritid spiller Morten Bjerregaard musik, og i aften giver han koncert for de indsatte i Jyderup Statsfængsel. (Foto: © Gudmund Thai, Gudmund Thai)
  • Til daglig arbejder Morten Bjerregaard som forsvarsadvokat for mange af de indsatte. (Foto: © Morten Bjerregaard, Foto: Privatfoto.)
1 / 2

Verdensstjerner som Johnny Cash og B. B. King samt danskere som L.O.C. og Niarn har flere gange stået bag de høje fængselsmurene og givet de indsatte en koncertoplevelse, de sent vil glemme.

I disse dage gør den danske forsvarsadvokat og musiker Morten Bjerregaard de populære stjerner kunsten efter. Han har siden april været på fængselsturné rundt om i landet, og i aften er turen kommet til Statsfængslet i Jyderup i Vestsjælland.

Morten Bjerregaard glæder sig til at møde de indsatte under nogle lidt mere muntre omstændigheder, end han plejer.

- Når jeg normalt besøger fængslerne, er det i arresthuse, hvor de indsatte endnu ikke har fået deres dom, og der er stemningen selvfølgelig lidt presset, og folk er lidt nervøse, siger han og fortsætter:

- I et afsoningsfængsel, hvor de indsatte har fået deres dom, er situationen lidt mere afklaret, så når jeg kommer ud og spiller musik, er det rart at møde folk i en sammenhæng, der er lidt mere festlig.

Morten Bjerregaard er godt klar over, at det nok er de færreste forsvaradvokater, der også bruger deres fritid i fængslet. Han håber dog ikke, at det ændrer hans faglige status.

- Hvis det falder nogen for brystet, eller hvis nogle synes, det er for useriøst, så må jeg tage det med. Det er jo ikke sådan, at jeg optræder i bar røv og med klovnekostume på. Man kan ikke leve sit liv for meget efter, hvad andre mener, siger han og fortsætter:

- Musik har været en vigtig del for mig, og siden jeg var helt lille, har jeg spillet musik, skrevet små sange og sunget sange, tilføjer han.

Morten Bjerregaard har siden april spillet koncert i Midtjyllands Statsfængsel, Statsfængslet på Kragskovhede og Sdr. Omme Fængsel.