Danske fugle-fredsvagter rejser til Malta

Krybskytter står på lur, når Europas trækfugle rejser mod sydens sol. Tre danskere skal være med til at beskytte de truede fulge.

27-årige Mette Lindorff Aagesen er taget til Malta for at redde fugle. (Foto: Privatfoto)

Når Europas trækfugle sætter kursen mod syd, står krybskytterne på Malta klar med deres jagtgeværer. Malta fungerer som en flaskehals for fuglene - de presses sammen på et meget lille areal og er derfor lette at få ram på.

Men gennem flere år har fuglevennernes svar på Greenpeace - Birdlife - haft aktivister på øen som såkaldte fredsvagter, der skal forhindre krybskytterne i at skyde de fredede fugle.

På fredag rejser tre danske aktivister afsted for at agere fuglenes beskyttere - en af dem er 27-årige lærerstuderende Mette Lindorff Aagesen fra Holbæk.

Dansker håber at kunne gøre en forskel

- Jeg tager derned, af to grunde. Jeg vil gerne gøre en forskel for fuglene, så de ikke bliver dræbt af krybskytterne, men jeg er også ved at læse til lærer og kan bruge turen som led i naturformidling, siger hun.

Det er Dansk Ornitologisk Forening og Natur og Ungdom, som sender tre danskere fra Sjælland, Fyn og København. Fredsvagten består af teams på 3-4 personer, som skal observere området for krybskyttere. De skal tage billeder af dem, som skyder fuglene.

Billederne bliver sendt videre til politiet på Malta, der kan bruge billederne som bevismateriale i sager mod krybskytter.  

Fredsvagter undgår direkte konfrontation med krybskyttere

Det beroliger Mette Lindorff Aagesen.

- Man vil altid være lidt bange for at møde en krybskytter, men vi arbejder i teams, og hver team har en leder, der har været af sted før. Det er altså teamlederen, som har ansvaret for en eventuel dialog med en krybskytter, siger hun.

To ugers aktion og så hjem igen -

Der er lavet statistikker på, at når fredsvagter som os er dernede, er der en del flere trækfugle, som kommer til Malta, og de når faktisk at flyve væk fra øen igen. Når vi er der har det en stor effekt, siger Mette Lindorff Aagesen.

Desværre er det kun to uger, og så tager de danske fredsvagter igen hjem. Det betyder at krybskytterne kan skyde igen. Men Mette Lindorff Aagesen tror stadig på at deres tilstedeværelse på Malta gør en forskel.

Facebook
Twitter