Danske restauranter har trang til tang: Odsherred vil lave landets første kommercielle tangplantage

Dansk Tang vil dyrke 19 forskellige slags tang, som de vil sælge til restaurationer.

Tangarteren havsalat og blomkålstang er blot nogle af de 19 forskellige tangarter, som Dansk Tang gerne vil dyrke i Danmarks første kommercielle tangplantage. (Foto: Casper Dalsgaard Sander © (C) DR Sjælland)

Virksomheden Dansk Tang fra Odsherred høster tang til tallerkenerne på både NOMA, Geranium og Dragsholm Slot.

Dansk tang er nemlig blevet en uhyre populær spise - både herhjemme og i udlandet.

Nu vil firmaet så udvide, hvor landets første kommercielle tangplantage er drømmen. Derfor eksperimenterer virksomheden nu med at dyrke forskellige typer tang på forskellige kystdybder.

- Vi har set en stor efterspørgsel på tang. Det kan vi mærke, for da vi startede for et halvandet år siden med at levere frisk tang, der leverede vi et par kilo. Det er accelereret siden, hvor der nu er kommet flere restauranter og kantiner til, siger Claus Marcussen, der er direktør i Dansk Tang.

Og placeringen af den kommende tangplantage er således ikke tilfældig.

- Odsherred er helt unikt, da vi har tre kystlinjer. Vandet ved kysterne har forskelligt saltindhold, forskellige bundforhold og stenrev, der kan gøre, at vi er oppe på 19 tangarter, som vi kan levere, forklarer Claus Marcussen. Tang.

Et bæredygtigt spise

Ifølge virksomheden er tang langt fra den slimede alge, der gør badeturen langs de danske strande en smule udfordrende.

- Man taler jo om tang, som en af de her superfoods. Og måske er det en af verdens sundeste fødevarer, lyder det fra partner i Dansk Tang, Simon Weber.

Derudover mener han, at tang netop passer til de madtendenser, som vi ser i dag.

Direktør Claus Marcussen fra Dansk Tang viser tangarterne blomkålstang og havsalat. Det er især den grønne havsalat, som er efterspurgt hos restauranterne. (Foto: Casper Dalsgaard Sander © (C) DR Sjælland)

- Alt skal være sundt, bæredygtigt og vegansk, og der passer tang bare ind på alle parametre. Alle kan spise det, og det har ikke nogle konsekvenser for miljøet - og så smager det godt, siger Simon Weber, som beskriver smagen af tang som en nøddeagtige ærtesmag.

For at bevare produktionen af tang bæredygtigt, klipper virksomheden kun den yderste del af tangbladene. Derudover transporterer virksomheden det nyklippede tang direkte ud til spisestederne, efter det er blevet klippet.

- Så ødelægger vi ikke noget for miljøet og fiskelivet. Så jo mere vi kan bevare, men stadig få en fødevare ud af det til mennesker, jo bedre er det, siger Simon Weber.

Vil gro tang på liner ved kysten

En dato for tangplantagen er endnu ikke fastlagt, fordi Dansk Tang mangler at få de sidste tilladelser helt på plads.

- Vi ville jo ønske, at den allerede kunne være klar i morgen. Det bliver det nok ikke, men jo før desto bedre, siger Claus Marcussen.

Men strategien for tangplantagen ligger klar.

- Vi får tangen ud i vandet, hvor den hører hjemme, men i stedet for den gror på sten, så har vi den på liner, så vi har styr på den.

Dansk Tang satser på at kunne dyrke 19 forskellige tangarter gennem den kommende tangplantage. Her ses en blæretang, hvis kendetegn er små luftblærer i bladene. (Foto: Casper Dalsgaard Sander © (C) DR Sjælland)

Den kommercielle tangplantage er også speciel ved, at tangen skal bruges til spise og ikke industri.

Derudover vil den store alge heller ikke kun gavne virksomheden, de danske restauranter og deres tanglystne gæster.

- Tangen er også med til at rense vandet, så det er også derfor, at vi synes, at det er en rigtig god idé, fortæller Claus Marcussen.

Der har været tidligere støttet tangprojekter i Danmark, men Dansk Tang vil oprette landets første kommercielle tangplantage, der ikke er projektstøttet fra EU eller andre fondsmidler.

Facebook
Twitter