De slår Olsen-banden: 164 kup på et halvt år

I løbet af et hektisk halvt års tid nåede tre rumænske tyve at turnere det meste af Danmark rundt og skære pengeskabe op hos mere end 160 firmaer og forretninger.

Tre mænd fra Rumænien er tiltalt for 164 indbrud på virksomheder overalt i Danmark mellem sensommeren 2013 til marts 2014. Nu venter 21 retsmøder i den store sag. (Arkivfoto) (Foto: Colourbox)

I dag begynder en omfattende retssag ved Retten i Nykøbing Falster mod tre rumænske mænd i alderen 24-28 år.

De tre mænd er tiltalt for, hvad senioranklager Rune Jensen kalder den største sag af sin slags herhjemme:

- Mig bekendt er det den største sag vedrørende indbrud i virksomheder ved at skære pengeskabe op, siger han.

Politiet anholdt mændene i marts sidste år, efter en specialgruppe ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi havde analyseret sig frem til, at de mange vinkelsliber-kup måtte være organiseret.

Pengeskabene blev skåret op

Mønstret i de mange sager er stort set ens fra de begyndte i sensommeren 2013: Der blev brudt ind i fortrinsvis byggemarkeder, supermarkeder og industrifirmaer over hele Danmark.

For det meste slog tyvene hul i en mur eller brød ned gennem taget, og derefter blev pengeskabene skåret op med vinkelsliber og tømt for kontanter.

Politiet satte en specialgruppe ind og det lykkedes at anholde de tre rumænere - heriblandt den formodede bagmand.

Nu venter 21 retsmøder forude

- Efterforskningen strakte sig over adskillige måneder, indtil man i marts 2014 kunne anholde de tre tiltalte personer, der stadig sidder varetægtsfængslet, siger Rune Jensen.

Anklagemyndigheden vil kræve fængselsstraf 'udmålt i år', som det udtrykkes.

Der er afsat ikke færre end 21 retsmøder, hvor de tre mænd er tiltalt for tilsammen 164 pengeskabskup overalt på Sjælland, Fyn og i Jylland.

Facebook
Twitter