Dea lider af tvangsoverspisning: 'Hvis jeg tager én småkage, bliver det svært ikke at spise 25'

Julen kan være ekstra svær at komme igennem, når man har en spiseforstyrrelse.

Dea Romme Larsen lider af spiseforstyrrelsen Binge Eating Disorder. For hende er især småkagefadet en udfordring i juledagene. (Foto: Mathilde Nordenlund © (c) DR)

I de kommende dage vil mange spiseborde bugne af mad.

Julemiddagen i aften med and og flæskesteg, rødkål, kartofler, brun sovs og hvad der ellers hører sig til.

Og fra i morgen følger julefrokosterne med uendelige serveringer af sild og varm leverpostej og fristende fade med julegodter på hver eneste ledige flade i stuen.

Det er hyggeligt og dejligt for folk med en almindelig sund appetit, men det kan være svært at håndtere for dem, der lider af en spiseforstyrrelse.

- Al hygge er forbundet med småkager, konfekt eller chokolade, og det kan bare gøre det rigtig svært, når man tænker så meget på mad, fortæller Dea Romme Larsen, der lider af spiseforstyrrelsen BED, Binge Eating Disorder.

Det er det, der på dansk kaldes tvangsoverspisning.

For Dea Romme Larsen har spiseforstyrrelsen betydet, at hun har haft et anstrengende og stressende forhold til mad i mange år.

- Det første, jeg lægger mærke til, når jeg kommer ind i et lokale, er, hvad der står af spiselige ting, og mad har fyldt 90 procent af mine tanker hver dag, fordi jeg altid har skullet kontrollere, hvad jeg spiste, siger hun.

I løbet af i år har Dea Romme Larsen været i behandling for sin spiseforstyrrelse.

Over flere måneder har hun ført dagbog over, hvordan hun har haft det, og hvad hun har spist og er mødtes med andre med BED til samtaleterapi en gang om ugen.

Småkagefadet frister

I forløbet har hun også fået lært om mekanisk spisning, hvor man vænner sig til at spise mindre måltider hver tredje time for at kontrollere overspisningen.

Hun regner med, at det gør julemiddagen nemmere i år.

- Før i tiden skyndte jeg mig at spise første portion og stoppede næsten anden portion ned i halsen, fordi andesteg er noget, man får måske to gange om året, og det smager så godt. I dag er jeg nået dertil, hvor jeg kan sidde og nyde første portion og så stoppe dér, siger hun.

Men selvom behandlingen har hjulpet Dea Romme Larsen til bedre at styre tankerne om mad, er BED ikke noget, man nogensinde kommer helt af med.

- Det er jo ligesom afhængighed af alkohol. Den vil altid være der. Jeg kan bare ikke holde mig helt fra mad, som alkoholikere kan holde sig fra alkohol, så jeg bliver nødt til at arbejde med det hver dag.

Derfor er der også stadig udfordringer i juledagene, fortæller Dea Romme Larsen.

For hende er det småkagefadet, tankerne kredser om, nu julen nærmer sig.

- Det er faktisk ikke andesteg og risalamande og alt det dér. Det er de åndssvage småkager. Der er jeg nødt til at aktivere mig selv med nogle andre ting, når jeg kommer i den situation, at jeg ikke kan stoppe mig selv, og det forbereder jeg mig på, siger hun.

- Det plejer at være sådan, at hvis jeg tager én småkage, bliver det let til 25. I år skal jeg bare spise et normalt antal småkager, og det håber jeg, jeg kan håndtere.

Familien skal blande sig udenom

Alle julegodterne er ikke den eneste udfordring i juledagene, hvis man har en spiseforstyrrelse.

Juleferie betyder også mange dage sammen med hele familien, og det kan gøre det lidt sværere at holde fast i sine egne gode redskaber til at holde overspisningen på afstand, fortæller Dea Romme Larsen.

Eksempelvis når familien - med de bedste intentioner - vil hjælpe med at holde styr på, hvad man spiser.

- De skal faktisk helst blande sig udenom. Hvis de kan se, jeg er ved at miste kontrollen, skal de ikke sige 'tror du ikke lige, du skulle…', for det er bare at putte benzin på bålet. Jeg er godt klar over det, og jeg er nødt til selv at håndtere det, siger Dea Romme Larsen.

Derfor er hendes bedste råd til dem, der holder jul med én, som kæmper med en spiseforstyrrelse, at lade være med at fokusere på maden.

- Så må de meget hellere bare spørge, om man er okay eller invitere ud at gå en tur, så man fjerner sig fra maden og får en pause. Det er den bedste hjælp, de kan give.

Facebook
Twitter