På en mark ved Vordingborg går to islandske heste og… ja, rent ud sagt skider gødning til haven.
Deres ejer, Majbritt Puk Persson, deler gerne ud af de friske hestepærer til haveejere, der mangler lidt krudt til roserne:
- Jeg har jo rigeligt selv og har ikke lyst til at have en mødding. Der er mange mennesker med roser i haverne som sagtens kan bruge det. I stedet for at købe det i dyre domme, så kan de få den ægte vare gratis.
Haveejere, der har brug for hestegødning, kan gå ind på hjemmesiden gratisgødning.dk og finde en hesteejer i nærheden af, hvor de bor.
Ifølge stifteren af hjemmesiden, Kristian Nielsen, har 5-600 haveejere hentet gødning fra nogle af de 223 tilmeldte hestehold.
- Der er masser af fiber i, for hestene får masser af græs, hø og halm, og så er der masser, de ikke kan fordøje, og det ryger så ud i den anden ende, forklarer Majbritt Puk Persson, der river en trillebørfuld hestepærer sammen om dagen efter Frami og Flicka.
Gi' roserne det, de elsker
Det er lige nu, du med fordel kan lægge hestegødningen ud under roserne eller i urtehaven. Når foråret kommer skal det bare vendes godt ned i jorden - så vælter det frem med både blomster og gulerødder.
- Hestegødning har den fordel, at det er svært at komme til at overgøde, fordi det er ikke et af de naturmaterialer, der er meget næringsberiget. Der er godt med næring i, men der er ikke for meget, siger Jesper Carl Corfitzen, der er haveekspert ved Bolius.
Ifølge Jesper Carl Corfitzen skal du sikre dig, at hestemøget er godt omsat, før du begynder at bruge det:
- Hvis du kører ud i en hestestald og tager noget frisk hestemøg med savsmuld og halm, så er det godt først at smide det over sin i kompostbunke, hvor man i forvejen har haveaffald og så blande de to typer. Så får du et materiale, der er rigtigt godt.
Et godt sted at starte med den slags gødning er i rosenbedet:
- En plante, der elsker at få lagt sådan noget gødning ud her i foråret, det er roser. De elsker at få et ordentligt lag på, gerne 10 centimeter rundt om rosen, så stråler den af glæde, siger Jesper Carl Corfitzen.
Om gratisgødning.dk:
- •
Kristian Nielsen stiftede hjemmesiden i 2015, da han kun var 14 år. Han boede i en lejlighed på Østerbro, men et ophold på fasterens hestestutteri i Vestjylland gav ham idéen til at forbinde heste- og haveejere med hinanden.
- •
Nu er Kristian Nielsen 16 år, går på efterskole og skal efter sommerferien begynde på HHX på Niels Brock. Han har ikke længere tid til at tage sig af hjemmesiden.
- •
Derfor er Tolgohan Koc fra Slagelse ved at overtage siden. Han vil gøre siden mere brugervenlig, udvide den med hønsegødning og på sigt udvide med heste- og hønseejere i Europa.