Deling af personnummer: Hvornår skal du udlevere dit CPR-nummer?

Man skal altid spørge, hvis man er i tvivl om, hvorfor virksomheder beder en om at oplyse personnummer, lyder rådet fra Datatilsynet.

Det er forskelligt, hvad virksomheder eller offentlige institutioner skal bruge dit CPR-nummer til. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh © Scanpix)

I mange år har meldingen lydt, at ens personnummer er – ja, personligt.

Alligevel oplever landmand Jens Haubroe, at han skal give sit personnummer til mange forskellige virksomheder.

- Jeg er nået en alder, hvor jeg går med høreapparat, og for at skifte batterier skal jeg sende et postkort med mit navn, adresse og personnummer, før jeg kan få udleveret 20 batterier, fortæller Jens Haubroe.

Forleden oplevede han også, at han skulle give sin mest følsomme personoplysning, da han ville donere 40 kroner til en hjælpeorganisation på Strøget i København.

- Resultatet var, at det fik de selvfølgelig ikke, siger landmanden frustreret.

For nemt at få ”hovednøglen”

Ifølge Jens Haubroe er CPR-nummeret nemlig blevet for nemt at bede om, selv om virksomhederne sagtens kunne nøjes med andre oplysninger som hans navn, adresse og fødselsdato.

- Det er et spørgsmål om, at man skal give sit personnummer, når det er ”nice to know” eller ”need to know”. Er det sådan, at der er virkelig behov for det, eller er det fordi, man er doven, og det er den letteste måde at gøre det på?, spørger Jens Haubroe.

Han sammenligner sit CPR-nummer med en hovednøgle til en bygning, som man helst ikke vil give til hvem som helst.

- Mit CPR-nummer er jo en hovednøgle. Når du har hovednøglen, så kan du komme ind alle mulige steder og åbne alle de rum, der overhovedet er. En ting er at få nøglen til kælderrummet eller sin lejlighed, men hvis man får hovednøglen, så får man adgang til alle de lejligheder, som er i bygningen, siger Jens Haubroe.

Spørg, hvis du er i tvivl

Det er forskelligt, hvordan man som offentlig myndighed eller privat virksomhed skal bruge ens personnummer.

Hos det offentlige bruges ens personnummer ofte som et journalnummer, mens de private virksomheder bruger det som identifikation.

Og hvis man er i tvivl, lyder rådet fra Datatilsynet, at man altid kan spørge.

- Det vil altid være en god idé at spørge ind til det. Man kan sige for private, så er det sådan, at hvis de følger loven, må de gerne bruge et CPR-nummer. Det kan eksempelvis være ens arbejdsgiver, som har den pligt at skulle indberette til SKAT i forhold til den løn, man har, fortæller Astrid Mavrogenis, der er kontorchef hos Datatilsynet.

Hun mener, at det er en rigtig god idé, at man er klar over, hvad man giver samtykke til, hvis man bliver bedt om at give sit CPR-nummer.

- Kunne man forestille sig, at den forretningsgivende kan klare sig, uden man giver sit CPR-nummer for eksempel ved at bruge andre oplysninger. Eller har det et relevant og sagligt formål for, at man giver det, spørger Astrid Mavrogenis.

Hun fortæller også, at ved løbende mellemværender som abonnementsaftaler eller lejeaftaler hos private virksomheder kan der være saglige grunde for, at den dataansvarlige skal have ens CPR-nummer.

- For eksempel gør loven inden for hvidvaskning af penge sådan, at man skal bede om et CPR-nummer, fortæller Astrid Mavrogenis.

Facebook
Twitter