Derfor bider mariehønsene lige nu: De er tørstige og tror du er en plante

Insektsværme ses lige nu både på vejrradarer og i landskabet, for de små dyr er tørstige.

Mariehønsene er tørstige i disse dage. Derfor kan de godt forveksle dine blege stænger med en saftig plante. (Foto: Rulexip - cropped © Creative Commons)

Luften var i går fuld af sværme af mariehøns flere steder på Stevns og Sydsjælland.

På stranden ved Vemmetofte, på golfbanen ved Karrebæksminde og i Næstved by var der fyldt med sværme af mariehøns.

Det er højsæson for mariehøns og flyvemyrer, og når det gælder de små røde og sortprikkede biller, skyldes det store antal det varme vejr og at der har været rigtig meget mad til dem i år.

- De har kunnet guffe sig tykke i bladlusesaft, fortæller naturvejleder Marie Roland fra Naturstyrelsen Storstrøm.

- Mariehønsene har haft et formidabelt år med masser af mariehønselarver, der er blevet store og fede og fuldvoksne mariehøns. Så der er flere nu, siger hun.

Mariehønsene samler sig specielt i fralandsvind ved strandene, og her kan de finde på at nappe eller bide i badegæsterne, men det er der en god grund til. De er nemlig tørstige, fortæller Marie Roland.

- De er så vant til, at hvis de skal have noget at drikke, så bider de lidt i en plantestængel, så de forveksler simpelthen vores arme og ben på stranden med en plantestængel, og så prøver de at nippe lidt hér og dér. Simpelthen fordi, de er desperate af tørst.

Hannerne dør efter parring - hunnerne bider vingerne af sig selv

Et andet sommerfænomen, der sværmer lige nu, er flyvemyrer. Myrerne, der ellers er meget jordbundne, er nødt til at komme op i luften.

- Man kan godt sige, at "love is in the air". De skal nemlig op i luften for at parre sig, fortæller Marie Roland.

Hun forklarer, at den generation af myrer, der står for næste generation, udvikler vinger. Det gælder både hanner og hunner.

- Det er kun nogle fra myreboet, der gør det, og de er så oppe og sværme, og så sker der en parring i luften. Bagefter dør hannerne, og de hunner, der klarer turen, bider senere deres vinger af, og så er de jordbundne igen, fortæller Marie Roland.

Mariehøns klistrer lidt og er ret ubehagelige, når de sætter sig i håret som her ved Vesterlyng i Odsherred i 2008. (Foto: Per Gade Gyldenkærne © (c) DR)
FacebookTwitter