'Det er noget forbandet svineri': Energiselskab ramt af vrede efter at have suspenderet fastprisaftaler

Omkring 3.000 el- og gaskunder kan se frem til en stor prisstigning hen over vinteren.

Frank Zinn Lykke Pedersen skal ifølge sine egne beregninger sætte op mod 16.000 kroner mere af til el- og gasregningen. (Foto: Dr)

Selvom priserne på el og gas den seneste tid er fløjet i vejret, har Frank Zinn Lykke Pedersen fra Korsør alligevel kunne følge udviklingen med ro i maven.

Som kunde i det lokale energiselskab SK Energi har han nemlig haft en fastprisaftale, der sikrer ham mod uventede prisstigninger.

Det troede han i hvert fald.

Men i går meldte SK Energi ud, at de suspenderer samtlige fastprisaftaler på grund af de voldsomme prisstigninger i Europa.

En beslutning der rammer omkring 3.000 kunder.

Og det vækker vrede hos Frank Zinn Lykke Pedersen.

- Det er jeg pissehamrende træt af, det skal da ikke være nogen hemmelighed. Det er jo en katastrofe, at det hele bare lægges ud hos forbrugeren på den her måde. De har sikkert gjort deres hjemmearbejde og ved, at de kan gøre det, men jeg synes, at det noget forbandet svineri.

Suspenderingen vil koste Franck Zinn Lykke Pedersen op mod 16.000 kroner i ekstraudgifter, og det vil kunne mærkes i den daglige økonomi, siger han.

- Vi må jo grave dybt i lommerne, og det kommer til at være på bekostning af noget andet, fordi vi nu skal til at spare sammen til den gasregning, vi har i vente. Det er noget pis!

Også på Facebook vækker udmeldingen vrede og frustrationer. Her bliver energiselskabet blandt andet kaldt 'grådige', 'useriøse' og 'uden moral'.

Hos SK Energi forstår administrerende direktør Henrik Birch godt vreden.

- Det kan jeg godt forstå, men vi står i noget, der ligner en force majeure-situation i hele Europa. Vi er i en energikrise, der ligner den i 70’erne, siger han.

Administrerende direktør i SK Energi, Henrik Birch, sætter her ord på beslutningen:

Er det overhovedet lovligt?

Ifølge Henrik Birch er suspenderingen af fastprisaftalerne nødvendig, hvis selskabet ikke skal risikere at lukke.

For de massive prisstigninger, hvor særligt priserne på naturgas er steget med flere hundrede procent, har betydet, at det er umuligt for selskabet at sælge el og gas videre til kunderne til de faste priser.

- Vi ønsker sådan set bare at kunne sende regningen på de omkostninger videre til kunderne. Og det er fuldt i overensstemmelse med de leveringsbestemmelser, som er en del af aftalen, siger han.

I fastprisaftalernes leveringsbestemmelser står der nemlig, at selskabet gerne må ændre i kontraktbetingelserne og dermed også prisberegningen, så længe det varsles tre måneder i forvejen.

Derfor er beslutningen også helt efter bogen, vurderer politisk chef for bæredygtigt forbrug hos Forbrugerrådet Tænk, Karin Breck.

- De overholder faktisk de gældende regler, så der er ikke noget at komme efter. Men det at få opsagt sin elaftale kan jo være en god anledning for forbrugeren til at overveje, hvilket selskab de vil være i, siger hun.

Netop opfordringen til at skifte energiselskab går også igen i en del kommentarer på Facebook.

Hos SK Energi er Henrik Birch også godt klar over, at det her kan koste kunder.

- Det kan det sikkert godt. Og jeg kan også kun beklage, at vi har taget det her skridt, men det har simpelthen været en nødvendighed. Det er rettidig omhu i forhold til det marked, som vi kigger ind i. Vi ved simpelthen ikke, hvad der venter, siger han.

Erhvervsorganisation: Det er rimeligt

Selvom suspenderingen af fastprisaftaler hos SK Energi har vakt vrede, så er beslutning helt rimelig set i lyset af den nuværende situation i Europa.

Det mener Martin Dam Wied, der er afdelingschef i Green Power Denmark, som er erhvervsorganisation for blandt andet forsyningsselskaberne.

- Hvis de overholder varslingstider og de ting, der ligger i aftalen, så synes jeg, at det er rimeligt. Vi er jo også interesserede i et velfungerende marked og nogle virksomheder, som kan tilbyde nogle gode priser på lang sigt. Hvis de påtager sig for stor risiko, så kan der jo komme endnu større konsekvenser, siger han.

Ifølge Martin Dam Wied er SK Energi det første energiselskab, der har valgt at suspendere deres fastprisaftaler.

DR har været i kontakt med en række andre forsyningsselskaber, der oplyser, at de på nuværende tidspunkt ikke har planer om at opsige deres aftaler.

Dog er det ikke længere muligt at købe en fastprisaftale på gas. Selskaber som tidligere solgte den type aftaler, har alle suspenderet salget for nu.