Det lysner i landbruget - landmændene får lønstigning

De unge landmænd kan se frem til rekordindkomst næste år, i hvert fald for kvæg-, mælke- og svineproducenterne.

Svine-, kvæg- og mælkeproducenterne er svineheldige. Deres indtægter stiger markant. (Foto: Lise Soelberg Pedersen)

Yngre landmænd kommer næste år til at tjene rekord meget. Især svine og kvægproducenterne kan se frem til gode tider.

- Faktisk så er det et historisk højt indtjeningsniveau for landbruget, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug, der står bag prognosen, til DR Sjælland.

Her står, at de unge svineavlere under 40 år går fra en gennemsnitsindkomst i år på omkring 435.000 til over en million næste år.

En del af grunden er lave kornpriser og høje salgspriser. Men også rekordlave renter på lån.

- De har typisk en rimelig høj gæld, fordi de har etableret sig for forholdsvis kort tid siden, derfor er det vigtigt for dem med nogle gode år, siger Klaus Kaiser.

Landmændene skal lappe huller og investere for deres øgede indtægter

En af dem, der ser frem til et bedre kontoudtog, er den 27-årige svineavler Kim Kjær Knudsen fra Ringsted, som startede i 2007.

- Det er jo glædeligt for landbruget, at vi efter 5-7 dårlige år forud for 2012, nu langt om længe kan tjene nogle penge og fylde hullerne op rundt omkring. Det tror jeg, der er brug for, siger han til DR Sjælland og fortsætter:

- De sidste tre år har der været krise i banksektoren, så der er ikke rigtig nogen, der har kunnet få lov til at låne penge. Så der er et kæmpe efterslæb i udstyr, der skal investeres i - især i stalde. Det er så måske 2014, vi kan begynde at tage fat i det.

Kim Kjær Knudsen fra Ringsted sender hvert år 40.000 grise til slagteriet i Ringsted.

Kornpriserne falder, og det gør kornproducenternes indtjening også

Kvæg, mælk og svin kaster flere penge af sig, men ét sted i landbruget ser det værre ud.

- Det er sådan set kun kornproducenterne, der må se frem til nogle faldende priser i 2014. Det betyder, at deres indtjening reduceres, siger Johnny M. Andersen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.

For kornet er faldet i pris - og der er ikke udsigt til, at det stiger lige nu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk