Det sidste punktum er sat for Danmarks elefanter: I dag rykker Ramboline, Lara, Djungla og Jenny til Knuthenborg

De fire cirkuselefanter er ankommet til deres 140.000 kvadratmeter store hjem på Lolland.

Fire elefanter kom marcherende og

forlod
for sidste gang cirkusvognen, da de i dag trådte ind i deres nye staldområde i Knuthenborg Safaripark.

Det betyder også, at det sidste punktum er sat i fortællingen om statens opkøb af de fire cirkuselefanter Ramboline, Lara, Djungla og Jenny.

Elefanterne har brugt det meste af deres liv på at rejse kongeriget rundt og underholde tusindvis af danskere på deres færden langs de danske landeveje sammen med Cirkus Arena og Cirkus Trapez.

Men nu bliver dyrenes sidste destination en kæmpe naturpark på Lolland, hvor de skal nyde deres pensionisttilværelse efter flere års debat om vilde dyr i cirkus.

- Det er en rigtig dejlig dag. Vi har jo arbejdet med det her i meget lang tid. Normalt ville vi aldrig have taget imod elefanter på denne måde, men lige de her elefanter er hele Danmarks elefanter, som pludselig er en del af vores

kulturarv
, siger Christoffer Knuth, der er direktør for Knuthenborg Safaripark.

Nordeuropas største elefantanlæg

Efter måneders ventetid i Cirkus Arenas staldlokaler i Slagelse bliver betongulv og ståltremmer skiftet ud med sand og træer for elefanterne, inden de i starten af juni lukkes ud i det 140.000 kvadratmeter store naturanlæg, der svarer til omkring 175 parcelhusgrunde.

Flytningen af de enorme dyr er nøje planlagt, fortæller chefzoolog i Knuthenborg Safaripark Rasmus Nielsen:

- Vi skal først have Djungla, Lara og Jenny ind i den store del af stalden. Derefter skal lastbilen tilbage til Slagelse og hente Ramboline, som i første omgang skal stå for sig selv. Elefanterne kan stadig snakke med hinanden mellem den barriere, vi har lavet, siger han.

I 14 dage skal elefanterne vænne sig til de nye omgivelser, inden de bliver lukket ud i Nordeuropas største elefantanlæg.

- Vi har prøvet at tilføre nogle elementer, de ville kunne finde i naturen. Vi prøver at læne os op det afrikanske savannemiljø, selvom vi er på Lolland, siger Rasmus Nielsen.

Skal selv finde føden

I anlægget kan elefanterne blandt andet tage sand- og mudderbade, og dyrepasserne vil placere dyrenes foder i forskellige hjørner af parken, så elefanterne lærer at opsøge deres egen føde.

- Projektet går ud på at give elefanterne et liv så tæt på det liv, de ville have i naturen. I naturen vil de

vandre
mellem 10 til 20 kilometer om dagen for at finde maden. Det skal elefanterne også have mulighed for her, fortæller Anne Sofie Meilvang, der er biolog i Dyrenes Beskyttelse, der har været med til at finansere elefanternes ophold inden flytningen til Knuthenborg.

Chefzoolog Rasmus Nielsen fra Knuthenborg Safaripark er klar til at tage imod elefanternes i deres nye staldanlæg. (Foto: Jeppe Højmark Mikkelsen - DR Sjælland)

Hun peger på, at de naturlige omgivelser skal få elefanterne til at genetablere deres naturlige

adfærd
, de ikke har haft i mange år.

- Vi giver dem et valg og en frihed, så de kan gøre, hvad de vil. Hvis de vil gå i en skov, gør de det, eller hvis de vil gå på en åben savanne, har de mulighed for det, lyder det fra Anne Sofie Meilvang.

Afsked med tårer i øjnene

Det har heller ikke været let at sige farvel til en ven gennem 35 år.

Det fortæller Isabella Enoch, der sammen med medejer af Cirkus Trapez Bernhard Kaselowsky i dag siger endeligt farvel til elefanten Ramboline, der tidligere har tilhørt Cirkus Trapez.

- Hun kommer til at have det rigtig godt, men hun kommer ikke til at have det bedre, end hun havde det i forvejen; selvfølgelig er det flotte stalde, og parken er så flot. Men vi tog også Ramboline med ud i skoven og tog hende med til stranden. Der havde hun det også godt, siger Isabelle Enoch.

  • Her ses Cirkus Arenas tre afrikanske elefanter Lara, Djungla og Jenny i manegen. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)
  • I de første mange uger efter Bernhard Kaselowsky fra Cirkus Trapez købte Ramboline, sov han hos hende i stalden for at vinde hendes tillid. (Foto: Martin Dam Kristensen/Cirkus Trapez)
1 / 2

Hun understreger, at det har været en svær afsked for elefanten og dens ejer Bernhard Kaselowsky.

- For to uger siden besøgte vi Ramboline, hvor vi ikke havde været der i noget tid, og hun skreg af glæde, og da vi gik væk derfra, rakte hun hele tiden sin snabel efter ham. Det var så rørende at se. Der fik Bernhard tårer i øjnene. Det er hårdt for dem begge to, siger Isabella Enoch, der ser frem til at se Ramboline i sine nye naturomgivelser i parken.

Minister: ’Det er, som jeg ønskede’

I sidste uge afslørede

DR
i en dokumentar, at Cirkus Arena, der har modtaget hovedparten af statens penge for elefanterne, gennem konkurser over en årrække har kostet det offentlige omkring 20 millioner kroner.

Alligevel fortryder fødevareminister Mogens Jensen (S) ikke købet af de 11 millioner kroner dyre elefanter.

- 11 millioner kroner er mange penge, men det er den pris, vi måtte give for at kunne sikre dem en ordentlig velfærd i årene fremover. Det tror jeg også, at mange danskere glæder sig over, siger han.

I stedet glæder ministeren sig over, at de danske politikere stod sammen for at forbyde vilde dyr i cirkusbranchen.

Husker du statsministerens grineflip?

- Jeg er utrolig glad for, at vi nu får muligheden for at se elefanterne i pragtfulde omgivelser. Det var præcis min forhåbning, da vi købte elefanterne ud af deres cirkustilværelse, siger Mogens Jensen.

Fødevareministeren peger også på, at det ikke ville være en holdbar løsning, at cirkusserne kunne sælge dyrene til udlandet.

- Der ville

dyrevelfærden
måske være dårligere. Jeg er tilfreds med, at staten gik ind og købte dem, så de kunne få en fri tilværelse. De har 30 år endnu at leve i, siger fødevareministeren, der ser frem til at se dyrene i deres nye omgivelser.

Det er første gang siden 1970’erne, at Knuthenborg Safaripark på Lolland igen kan præsentere elefanter i deres anlæg, der tidligere har huset indiske og afrikanske elefanter.

Om elefantanlægget i Knuthenborg Safaripark

  • Elefanterne får et udeanlæg på omkring 140.000 kvadratmeter og en stald på omkring 2.000 kvadratmeter.

  • Elefanterne er nu omkring 30 år gamle, og det forventes, at de kan leve i yderligere 30 år.

  • Man vurderer, at det vil koste omkring to millioner om året at drifte det nye elefantanlæg.

  • Kilde: Knuthenborg Safaripark