DF-politiker fra Faxe: Skyd mod migranter

DF-formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Faxe Kommune, opfordrer det spanske politi til at skyde mod migranter.

Steen Petersen tager kritikken med ro. - Det er de sædvanelige hysteriske svar, som kommer fra mennesker, der ikke gennemtænker situationen, siger han. (Foto: © Faxe Kommune / Reduan © Scanpix, Faxe Kommune / Reduan © Scanpix)

Den lokale DF-formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Faxe Kommune, Steen Petersen, strøg til tasterne i weekenden, efter han havde læst en Ritzau-artikel om, at afrikanske migranter "tvinger sig adgang til EU".

På sin Facebook-profil skriver han blandt andet, at han opfordrer "det spanske politi til at bruge deres skydevåben for at stoppe invasionen. Betjentene skal skyde for at ramme".

Facebook-opslaget har fået Steen Petersen i modvind. En borger har blandt andet meldt ham til politiet for at opfordre til at skyde på mennesker.

Men det er rent pjat, mener DF'eren.

- Det er det sædvanlige forsøg på at skræmme folk fra at ytre sig og sige deres mening. Det tager jeg fuldstændigt roligt. Jeg har lov til at sige, hvad jeg mener, der skal gøres, når Europa angribes. Og det gør jeg så, siger Steen Petersen.

Derfor står han stadig inde for sin opfordring til det spanske politi.

- Det gør jeg. Når der er tale om en så systematisk voldshandling fra de mennesker, hvor de med vold forsøger at trænge indover en grænse, så har det spanske politi lov til at forsvare sig og beskytte grænsen. Det er deres opgave, siger han.

Steen Petersens opslag på Facebook. (Foto: © facebook, facebook)

Ifølge Steen Petersen er brug af våben således en metode til at stoppe den voldsomme migration i Middelhavet.

- De har lov til at forsøge at få dem til at stoppe, og hvis de ikke vil det, så har de i sidste ende efter nogle procedurer lov til at skyde på demonstranterne. De kan jo skyde dem i benene først. Så er jeg helt overbevist om, at 90 procent eller 98 procent af dem vil opgive deres forehavende, hvis de finder ud af, at det her er alvor, og det har får de altså ikke lov til, lyder det fra Steen Petersen.

Den store modstand, der kommer både fra partimedlemmer og borgere, tager DF-formanden for beskæftigelses- og integrationsudvalget ikke så tungt.

- Det er rent pjat. Det er de sædvanelige hysteriske svar, som kommer fra mennesker, der ikke gennemtænker situationen. Folk måtte være klar over, hvad der foregår. Vi kan ikke acceptere, at Europa bare løbes over ende.

Får opbakning fra lokal partimedlem

Den lokale DF-formand i Faxe Kommune Pia Backquist støtter til dels sin partikollega i, at man skal beskytte Europas grænser.

- Jeg er enig med Steen i, at vi er nødt til at skulle gøre noget for at holde de her migranter væk. Hvis de bruger vold for at komme ind i Europa, så må vi også gøre det for at sætte pres på, at de bliver ude, siger Pia Backquist.

Dog understreger hun, at selv om man bruger våben, så behøver politiet ikke at dræbe migranterne.

- Jeg er enig i, at man skal forsvare sig, men ikke nødvendigvis dræbe, men vi er nødt til at forsvare vores grænser, siger Pia Backquist.

Ifølge lokalformanden i Faxe Kommune er det dog nødvendigt at skade demonstranterne, hvis de skader grænsepolitiet.

- Migranterne prøver at skade politiet for at komme ind. Hvis de ikke skal ind over grænserne, så er vi også nødt til at skade dem. Så er de klar over, at der er en risiko forbundet ved at bryde grænserne.

Det er ikke Dansk Folkepartis politik

Partisekretær i Dansk Folkeparti Poul Lindholm tager kraftigt afstand fra udtalelserne om brug af våben mod flygtninge.

- Vi vil på ingen måde opfordre til at skyde. Det er de lokale myndigheder, i det her tilfælde det spanske politi, der må afgøre, hvad de vil gøre. Det er ikke noget, vi skal blande os i, siger han og understreger, at det er ikke Dansk Folkepartis holdning, som Steen Petersen giver udtryk for på Facebook.

Poul Lindholm ønsker også, at Steen Petersen skal fjerne sit opslag på de sociale medier. Men hvad der sker videre med sagen, kan han endnu ikke sige.

- Som minimum skal Steen Petersen fjerne sit opslag og beklage. Vi vil tage en samtale med ham senere i dag. Og så vil vi også afgøre, hvad der videre skal ske, lyder det fra Dansk Folkepartis partisekretær.

Opdatering: Har slettet opslag på Facebook

Cirka klokken 10.00 i formiddag valgte Steen Petersen, DF-formand for beskæftigelses- og integrationsudvalget i Faxe Kommune, at slette sit opslag på Facebook.

DR har efterfølgende været i kontakt med ham.

- Jeg har ingen kommentarer til sagen, lyder det fra Steen Petersen, der ikke ønsker at forklare, hvorfor han har valgt at tage opslaget ned.