Diabetesforeningen kritiserer biografer: En lille sodavand er nu en halv liter

Nordisk Film Biografer har omdøbt sodavandene i alle 23 biografer.

(Foto: Signe Heiredal)

Hvis du går i biografen og bestiller en mellem sodavand, så får du 0,8 liter. Tidligere ville du have fået en halv liter sodavand.

Nordisk Film Biografer, der har 23 biografer fordelt over hele landet, har for nylig omdøbt størrelserne på sodavand. Biografkæden har de samme fire størrelser sodavand, men hvor sodavand tidligere hed lille, mellem, stor og XL er størrelserne omdøbt til børne, lille, mellem og stor.

Men de tidligere størrelser er rigelig store, mener Lisa Heidi Witte, der er klinisk diætist i Diabetesforeningen, som arbejder for at forebygge fedme og sukkersyge.

- Det er et skridt i den forkerte retning. Vi mener tværtimod, at der er behov for at ’downsize’ størrelserne. Så at gøre dem endnu større er i vores optik et fuldstændigt tosset skridt at tage, siger Lisa Heidi Witte.

Kommerciel direktør i Nordisk Film Biografer, Vibeke Wolfsberg, afviser kritikken. Hun forklarer, at de har ændret navngivningen på sodavandene for at få popcorn- og sodavandsstørrelser til at passe sammen.

Når kunderne tidligere bestilte en mellem menu, fik de en mellem størrelse popcorn og en stor sodavand, og det forvirrede kunderne.

- Vores gæster kunne ikke finde ud af menuerne, og det irriterede dem. Det har vi valgt at lytte til, siger kommerciel direktør Vibeke Wolfsberg.

Når kunderne i dag bestiller en mellem menu, får de den samme mængde som før. Nu hedder det bare en mellem popcorn og en mellem cola. Derfor køber hun ikke præmissen om, at størrelserne er blevet større.

- Vi har hele tiden haft de fire størrelser bægre, siger Vibeke Wolfsberg.

Store portioner får os til at drikke mere

Hvis man plejer at bestille en mellem sodavand og fortsætter med det, er man gået fra at drikke en sodavand på 0,5 liter til 0,8 liter. Det kalder kostvaneforsker i DTU Fødevareinstituttet Signe Fagt en kedelig udvikling.

- Vi har tidligere set, at når portionsstørrelserne vokser, så spiser eller drikker vi også mere. Så når en mellem sodavand er blevet 60 procent større, så er der meget stor risiko for, at vi drikker det hele og dermed drikker 60 procent mere, siger Sisse Fagt, kostvaneforsker i DTU Fødevareinstituttet.

Derudover er vi sjældent opmærksomme på, hvor meget vi egentlig spiser eller drikker, når vi sidder i en biograf og ser en film.

- Vi ved, at når folk indtager fødevarer, mens de er uopmærksomme, så der er meget stor risiko for, at de får alt for meget indenbords af tomme kalorier, siger Sisse Fagt.

Facebook
Twitter