Dødstallet i landbruget steg markant sidste år

10 dødsulykker sidste år får Arbejdstilsynet til at advare folk i landbruget, der lige nu har travlt med at høste.

Det er især ulykker med mejetærskere, der fylder i statistikken. (© DR (Arkivfoto))

Høsten er i fuld gang, og to ulykker i Region Sjælland, hvor landmænd har fået deres ben i klemme i en mejetærsker, får nu Arbejdstilsynet til igen at advare folk, der arbejder med at få høsten i hus.

Det sker i skyggen af tallene fra 2016, hvor der blev anmeldt 10 dødsulykker indenfor landbrugets brancher mod blot tre dødsfald i 2015.

Det fortæller Holger Delfs, der er forebyggelseskonsulent i Arbejdstilsynet:

- Ulykker i arbejdet med dyr og store tunge maskiner går igen, siger han.

Ulykkerne sker typisk, når der skal rettes fejl på høstmaskiner, mens motoren er i gang.

- Derfor opfordrer vi stærkt til at sikre, at motoren er standset og stoppet helt, inden man foretager vedligeholdelse og fejlretning, siger Holger Delfs.

Det kræver blot, at landmændene tager kritikken alvorligt, tilføjer han.

Arbejdstilsynet har i de seneste år besøgt 1100 landbrug i gennemsnit årligt med det formål at tjekke sikkerheden. Ikke desto mindre er antallet af dødsulykker altså steget.

Kritikken fra Arbejdstilsynet gør indtryk på formanden for Landboforeningen Gefion, Torben Hansen:

- Vi skal blive bedre. Det skal ikke være farligt at være landmand. Det gør vi også en indsats for, siger han og forklarer:

- På landsplan har vi blandt andet fokus på arbejdssikkerhed med vores sikkerhedsbusser (der kører ud til landbrug over hele landet og vejleder om arbejdssikkerhed, red). Og i Landbrugsavisen havde vi for eksempel i sidste uge fokus på en landmand, der for to år siden fik skader på begge ben i forbindelse med en mejetærskerulykke.

Ulykkerne sker ofte, fordi landmændene har meget travlt, når høsten skal i hus på kort tid, forklarer han.

Arbejdstilsynets undersøgelser viser, at kun én ud af fire ulykker i landbruget anmeldes til Arbejdstilsynet.

Facebook
Twitter