Dødsulykke ved Stenlille

Mandlig bilist kørte frontalt ind i en modkørende bus, da han var ved at trække ind til højre efter overhaling.

Sorøvej har har været spærret totalt flere timer på grund af ulykken. I stedet er trafikken ledt ind gennem Stenlille. (Foto: Mikkel Skovsgaard © DR)

Det er formentlig en risikabel overhaling, som er årsag til, at en mandlig bilist fredag eftermiddag har mistet livet ved Stenlille nær Sorø.

Manden sad ved rattet i en varevogn og kørte ind i en modkørende bus cirka klokken 14.45.

- Efter en overhaling når han ikke at komme helt ind igen og rammer en bus, siger vagtchef Ove Christoffersen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Bussen forsøger at undvige, men varevognen rammer bussens forreste venstre hjørne, siger vagtchefen.

Føreren af varevognen har mistet livet. Manden er fredag eftermiddag ikke endeligt identificeret.

Enkelte personer i bussen klagede over smerter i nakken og er blevet kørt til undersøgelse.

Facebook
Twitter