Donér dit afdankede juletræ til syge børn

Julen går på hæld, og det gør også glansen på juletræet. Nu kan du komme af med træet helt uden at røre en finger - og samtidig støtte et godt formål.

Mikael Kastrup Hansen og Team Rynkeby Næstved har travlt med at samle afdankede juletræer ind i disse dage til fordel for Børnecancerfonden. (Foto: Maja Normann @ DR © dr)

De, der har været tidligt ude, har nok allerede bemærket grannåle på gulvet eller i tæppet. Og det er næppe lige så sjovt at skille sig af med træet, som det var at købe – og pynte det.

Det har Team Rynkeby Næstved nu fundet en løsning på. Til og med 4. januar afhenter frivillige det afdankede juletræ på adressen for 50 kroner. Pengene går kvit og frit til Børnecancerfonden.

Og siden Team Rynkeby Næstved i går postede deres afhentingsservice i et opslag på Facebook, er opslaget blevet det mest læste nogensinde.

- Mere end 48.000 har set opslaget, og det er blevet delt mere end 400 gange, lyder det overrasket fra Mikael Kastrup Hansen fra Team Rynkeby Næstved.

Flere har også reageret mere aktivt ved hyre de frivillige til at skaffe ”liget” af vejen. I morgen går turen for eksempel til København to gange. Et sted står 25 juletræer ved et lejlighedskompleks og venter på at blive kørt til genbrug. Og målet på 100 træer er for længst nået.

- I dag har folk det godt, hvis de kan få løst en opgave. Det vil de gerne betale for, samtidig med at de støtter et godt formål, siger Mikael Kastrup Hansen.

Facebook
Twitter