Efter fem ransagninger i Emilie Meng-drabssag: Beboer får ikke ekstra erstatning

Det skabte massiv medieomtale og mistænkeliggørelse, da politiet ransagede Finn Petersens hjem flere gange.

Finn Petersen får ingen erstatning af anklagemyndigheden som godtgørelse for den massive mediebevågenhed og negative omtale, han fik i forbindelse med gentagne ransagninger af sit hjem.

Det har retten i Næstved netop afgjort i sagen om pensionist Finn Petersen, hvis hjem blev ransaget fem gange i forbindelse med efterforskningen af drabet på 17-årige Emilie Meng fra Korsør.

Finn Petersen krævede en erstatning på 75.000 kroner for den mistænkeliggørelse af ham, som de gentagne ransagninger resulterede i, og som udløste massiv presseomtale og ifølge ham negativ fokus på hans person.

Men den erstatning får han ikke. Retten lagde til grund, at han allerede har fået erstatning for ransagningerne i form af et standardbeløb på 1.200 kroner per ransagning. Erstatning for mistænkeliggørelse og det at være kommet i mediernes søgelys på grund af ransagningerne vurderede retten altså, at han ikke skulle have.

Finn Petersen har anket afgørelsen til Landsretten.

Voldsom ransagning

Under politiets arbejde blev Finn Petersens hjem i Korsør ransaget fem gange, uden politiet fandt nye spor. I retten blev der lagt særlig vægt på politiets femte og sidste ransagning, der var af voldsom karakter og imod Finn Petersens vilje.

For at kunne lave den sidste ransagning sigtede politiet Finn Petersen. Men politiet fandt ingen spor af Emilie Meng efter ransagningerne i efteråret 2016, og politiet droppede efterfølgende sigtelsen.

Ransagningerne
  • Finn Petersens hjem blev ransaget fem gange
  • Ransagningerne skete den 1/8, 6/8, to gange den 7/10 (nat og formiddag) og den 24/10.
  • De første fire ransagninger gav Finn Petersen samtykke til.
  • Den femte blev gennemført med retskendelse efter Finn Petersen blev sigtet i sagen.

Derfor mener Finn Petersens advokat Steen Djurtoft, at politiet har overskredet en grænse, der kræver en erstatning.

- De kommer ikke én gang, de kommer ikke to gange, de kommer ikke tre gange, de kommer ikke fire gange, de kommer fem gange. Hvor mange gange skal vi gå ud af døren og sige, nu har vi undersøgt det her til bunds, sagde Steen Djurtoft før domsafsigelsen i dag.

Udover ransagningerne oplevede Finn Petersen også, at borgere i nabolaget indledte deres egen private efterforskning, der indebar overvågning og aflytning af hans bolig. Han fører sideløbende sag mod en kvinde, der aflyttede hans hjem igennem husmuren.

Var ved at gå psykisk ned

Ifølge Steen Djurtoft har politiets gentagende besøg i Finn Petersens hjem haft store konsekvenser for hans liv:

- Det er jo helt utroligt, at han har kunnet holde til det her. Da jeg kom i kontakt med ham lige efter den femte ransagning, var han ved at gå psykisk ned. Han kunne simpelthen ikke holde til det. Hver gang han kiggede ud af døren, stod pressen udenfor.

Finn Pedersen har allerede fået erstatning på 6.000 kroner for de fysiske skader på huset i forbindelse med ransagningerne. Men det er mistænkeliggørelsen og den massive mediebevågenhed, det resulterede i, som sagen i dag drejede sig om.

17-årige Emilie Meng blev fundet død den 25. december 2016 i en sø ved Borup på Midtsjælland. Drabsmanden er endnu ikke fundet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.