Efter fund af giftstof i borgernes kød: Kommune forbereder sig nu på retssager

Det glæder de ramte borgere i Korsør Kogræsserforening, at muligheden for at få erstatning bliver undersøgt.

Det er i kødet fra kvæg, der har græsset på en forgiftet mark i Korsør, der er fundet store mængder PFOS. (Foto: Ann Smed Madsen © (c) DR)

Mens 187 borgere fra Korsør er ved at blive undersøgt i sagen om det giftige fluorstof PFOS, forbereder Slagelse Kommune sig nu på, at der kan følge retssager i kølvandet på forureningen.

Byrådet er netop blevet enige om at sætte kommunens borgerrådgiver i gang med at undersøge, om de berørte borgere kan få erstatning, og hjælpe dem med, hvor de skal gå hen i retssystemet.

- Det er for at sikre, at borgerne får den fornødne hjælp til at vurdere den her sag, siger byrådsmedlem Troels Brandt (R), som står bag initiativet.

De 187 borgere har spist kød fra kvæg, som har græsset ved Korsør Nor, hvor jorden har vist sig at være forurenet med det giftige stof.

Fluorstofferne kan spores tilbage til brandskolen i Korsør, der indtil 2001 brugte brandskum til øvelser, der indeholdt PFOS. Spildevandet er - på grund af nogle tilstoppede rør - løbet ud i nogle enge ved Korsør Nor, hvor et lokalt kogræsser-laug har haft deres køer gående.

Undersøgelser fra kødet viser et tegn på 60 gange grænseværdien for fluorstoffet.

Derfor kan de fremtidige retssager primært komme til at handle om erstatning for tort og svie - og for det kød, som borgerne har måttet smide ud.

Der er et ansvar

Det må Slagelse Kommune forberede sig på, mener Troels Brandt.

- Man har haft en kommunal brandskole, hvor jorden er blevet så forurenet, at man nu har en række borgere, der kan være inficeret af PFOS. Derfor er der et ansvar, siger han.

For formanden for Kogræsserforeningen i Korsør, Kenneth Nielsen, er det vigtigt, at der bliver placeret et ansvar for, at de i 20 år har spist kød, som kan være forurenet med PFOS.

Derfor glæder han sig over Slagelse Kommunes beslutning.

- De er jo lige så kede af, at den her situation er opstået, som vi er, og det at de prøver at være proaktive, synes jeg viser, at de gerne vil det her, siger Kenneth Nielsen.

Der er allerede fundet en forhøjet mængde af PFOS i blodet på to gravide, der har spist kødet. Resten af medlemmerne af kogræsserforeningen får svar på, hvad deres prøver viser i midten af august.

En kompliceret sag

PFOS-sagen kan vise sig at være langt mere omfattende end den forurening, der er fundet i Korsør.

Miljøminister Lea Wermelin (S) bad for nylig alle kommuner og regioner om at undersøge deres nuværende og tidligere brandøvelsesområder for PFOS, og indtil videre er 160 områder rundt om i landet ved at blive undersøgt.

Når man kender til forureningen, som de gør i Slagelse, er det ifølge professor i Miljøret på Københavns Universitet, Peter Pagh, det rigtige at gøre at få undersøgt sagen juridisk.

På den måde bliver det klart, om kommunen skal acceptere et ansvar, eller det må placeres andre steder.

- Man kan ikke på forhånd udelukke, at kommunen som har ejet og lejet jorden ud, kan gøres ansvarlige. Men man kan omvendt heller ikke sige, at det er overvejende sandsynligt, at kommunen er erstatningsansvarlig, siger Peter Pagh.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk