Efter katastrofalt silo-styrt: 'Mirakel' at ingen kom til skade

Administrationen i Vordingborg kulturhus er ødelagt, efter en silo i går væltede til den gale side.

Silo demolition goes wrong at Vordingborg Harbor on Friday, April 6, 2018. The silo, 53 meters high, falls to the wrong side and lands in the local library. Photo: RASMUSSEN PER / Scanpix 2018)

Der ligger et stort arbejde i at udbedre de skader, som en 53 meter høj silo påførte en nærliggende bygning, da den i går væltede til den gale side.

Det fortæller Thorbjørn Kolbo (S), der er kulturudvalgsformand i Vordingborg Kommune.

Han var i morges nede for at tilse Kulturarkaden, som den nu ødelagte bygning hedder. Den rummer bibliotek og musikskole.

- Hele administration er væk. Hvis du har haft byggeri derhjemme, så ved du, hvor meget støv det giver. Der ligger et kæmpe rengøringsarbejde forude, siger han.

Ingen tilskadekomne

Thorbjørn Kolbo og tusindvis af andre tilskuere så på, da den kæmpemæssige betonklods faldt 180 grader til den forkerte side i forhold til ingeniørernes beregninger, da siloen skulle sprænges.

Dansk Sprængteknisk Forening fortæller til Ritzau, at alle forberedelserne omkring den planlagte sprængning så ud til at være korrekte.

Næstformand i foreningen, Johan Finsteen Gjødvad, har gennemgået videoer af uheldet.

- Når man ser på, hvad der er lavet i forberedelserne, så burde den falde den anden vej. Det er virkelig uheldigt, at den sætter sig forkert på den måde, siger han.

De mange mennesker, der så på, kunne se papirer og bøger flyve til alle sider, da taget blev trykket ned i byens bibliotek og kulturhus.

Heldigvis kom ingen personer til skade under ulykken.

- Det er et mirakel. De materielle skader er store, men det kan vi fikse igen, siger Thorbjørn Kolbo og fortæller, at beredskabet har været i gang hele natten for at dæmme op for skaderne.

Effektivt beredskab

- Vores lokale beredskab har ydet en fantastisk indsats og har været i gang med at afdække bygningen og få lagt presenninger på, så der ikke sker yderligere skader, siger han.

Den næste opgave for kommunen bliver at finde alternative løsninger til brugerne af kulturhuset, mens skaderne bliver repareret, lyder det. Det gælder blandt andet byens musikskoleelever.

- Heldigvis kører hjemmesiderne endnu, så der kan borgerne hente information om, hvordan man skal forholde sig, siger Thorbjørn Kolbo.

Facebook
Twitter