Efter lokal kritik og international omtale: Kommune stopper med at dumpe tang og skidt i vandet

Tang fra strandene skal i stedet køres væk. En løsning, hvor det ikke virker åndssvagt, siger udvalgsnæstformand.

De seneste år har Slagelse Kommune brugt en million kroner om året på at rense blandt andre Stillinge Strand to gange om ugen i sommermånederne. (Foto: (privatfoto) © (c) DR)

For et halvt år siden blev Slagelse Kommune kendt langt uden for landets grænser for sin måde at rense strande på.

Kommunen har nemlig hidtil brugt en million kroner om året på at skrabe tang sammen på flere strande to gange om ugen i sommermånederne, hvorefter tang og skidt er blevet kørt nogle meter ud i vandet og dumpet. For så at skylle op på stranden igen.

Da DR beskrev den metode i efteråret, trak den overskrifter verden over i medier som New York Post, VICE og India Times.

Men nu er det slut. På et møde i Slagelse Kommunes klima- og miljøudvalg i går blev det nemlig besluttet at ændre den praksis.

- Vi reducerer indsatsen, så vi nu kun vil fjerne tang efter behov. Vi kigger på vind og vejr, og om der er tang, der er skyllet op i løbet af ugen, siger næstformand Nikolaj Bjørk Christensen fra Venstre.

Da DR i efteråret fortalte om Slagelse Kommunes strandrensning, nåede historien blandt andet India Post. (Foto: Screenshot fra Indiatimes.com)

I stedet for at smide tang og skidt i vandet vil det nu også blive kørt væk fra stranden.

- Og vores entreprenørservice prøver at finde steder, hvor vi kan bruge tangen, siger Nikolaj Bjørk Christensen.

Det har været molboagtigt

En af dem, der har kæmpet for at få ændret strandrensningen, er Anne Gyldenvang, som har sommerhus ved Stillinge Strand.

- Det er så godt, at Slagelse Kommune endelig indser, at det er helt skudt forbi at dumpe tang og affald i vandet, siger hun.

Med den nye beslutning vil strandene blive renset sjældnere og kun på sandstykket ned mod vandet.

For Anne Gyldenvang var det vigtigste, at kommunen stoppede med at køre tang i vandet, så hun er glad for den nye løsning.

- Det er fint, at de stadig fjerner tang, hvis der er tang, men den maskine har jo kørt, også selvom der ikke har været tang. Det dejlige, lyse, lette sand er blevet til grus, fordi den her maskine flere gange om ugen er kommet ud og har kørt frem og tilbage en 18-20 gange, siger hun.

Anne Gyldenvang mener, at den internationale opmærksomhed på Slagelse Kommunes strandrensning har været med til at vise, at der var brug for en anden løsning.

- Jeg synes, det har været en molboagtig historie, og den er jo gået verden rundt, så det viser også, at der ikke er nogen, der synes, der er en god grund til det.

Sparer 350.000 kroner

Med den nye model regner kommunen med at spare 350.000 kroner om året.

- Det er endnu et sted, vi er med til at optimere driften, så vi får råd til at drive den kommune, vi gerne vil have, siger Nikolaj Bjørk Christensen.

Også amerikanske New York Post skrev i efteråret om Slagelses strandrensning. (Foto: Screenshot fra Nypost.com)

Handler beslutningen om at stoppe noget, der kan virke molboagtigt, eller er det for at spare nogle penge?

- Vi reducerer indsatsen, så vi lader være med at køre det i vandet nu, men kører det væk i stedet for. Så borgerne både føler, at vi fjerner tangen og får den rigtige indsats, men at det ikke virker åndssvagt, siger han.