Efter måneder med forsinkelser: 33 lokomotiver tilbage på sjællandske skinner

En lang periode med forsinkelser og propfyldte pendlertog er slut. Samtlige af DSB's 33 ME-lokomotiver er nemlig tilbage på sporene.

DSB kører atter efter den normale køreplan, efter at 33 ME-lokomotiver nu kommer tilbage i drift. (Foto: © Rene Strandbygaard)

Rettelse: Ifølge presseafdelingen i DSB er samtlige 33 tog ikke tilbage på skinnerne. Der er dog nu tilpas mange tilbage til, at køreplanen kan fungere som normalt.

De hårdt prøvede pendlere i Region Sjælland kan nu ånde lettet op efter et halvt års bøvl med forsinkede og for få tog.

I dag er DSB's såkaldte ME-lokomotiver nemlig tilbage på sporene, efter de i januar blev tager ud af køreplanen.

Det fortæller DSB's informationschef Tony Bispeskov:

- Fra mandag kører vi al planlagt regionaltrafik på Sjælland, siger han.

Pendlere: "Man anede ikke, om der overhovedet kom et tog"

De 33 ME-lokomotiver blev taget ud af drift, da man fandt begyndende revner i nogle af togakslerne, som derfor skulle skiftes.

Det betød, at pendlerne var presset sammen i meget mindre togsæt, fortæller Robert Hansen, formand for Næstved Pendlerklub:

- Der var jo ikke nær togsæt nok til alle mennesker. Når man mødte op på perronen om morgenen, så anede man ikke om der overhovedet kom et tog, om der var plads i toget, eller om man skulle afvente næste afgang, hvor der formentlig heller ikke var plads, siger han.

Derfor er han glad for at vende tilbage til normal togdrift:

- Det er dejligt, at vende tilbage til ME'erne, så tingene kører igen. For det har været en turbulent tid, siger han.

Det giver stress

Pendlertalsmand Conny Hansen fra Nykøbing Falster har været glad for at bo ved endestationen.

Hun kalder det en fordel ved at bo i udkantsdanmark, for hun har været garanteret en siddeplads:

- Men når man kom til Vordingborg og Næstved, så var der altså bare trængsel, når folk skulle stå op. Og når man kom til Roskilde, blev det endnu værre. Det giver altså noget stress, noget utilfredshed og nogle skænderier, siger hun.

Det er især pendlerne på togstrækningerne København-Kalundborg, København-Nykøbing Falster, Roskilde-Køge-Næstved, København-Roskilde og København-Ringsted, der har mærket til de manglende lokomotiver.

22.797 togpassagerer, som har pendlet på de fem strækninger med de manglende ME-lokomotiver, har fået udbetalt erstatning via rejsegarantien.