Efter opsigtsvækkende dom i Randers: Oppositionen i Slagelse Byråd truer med retssag

Hvis ikke borgmesteren vil samarbejde med oppositionen, ryger sagen i retten, siger gruppeformand.

Borgmester, John Dyrby Paulsen(S), er klar til at mødes med oppositionen for at finde måder at samarbejde i byrådet i Slagelse (Foto: Claus bech © fotograf@clausbech.dk)

Man skal holde tungen lige i munden for at følge med i kommunalpolitikken i Slagelse.

Først kunne politikerne ikke blive enige om, hvem der skulle have borgmesterkæden. Så blev et smalt flertal enige om, at socialdemokraten John Dyrby Paulsen bliver borgmester de første to år, hvorefter Liberal Alliances Villum Christensen har mulighed for at styre kommune de næste to år.

I december blev hele byrådet enige om at lægge stridighederne bag sig og lavede en bred samarbejdsaftale. I marts blev den aftale revet i stykke, fordi borgmesteren beskyldte oppositionen for personangreb.

I sidste uge valgte flertallet i byrådet så at ændre styrelsesvedtægten, så oppositionspartierne mistede alle formandsposter i udvalgene.

Nu er Venstre i Slagelse så klar til at gå rettens vej, hvis ikke ændringerne bliver rullet tilbage.

Den beslutning kommer efter, der i går faldt dom i en lignende sag i Randers, hvor et flertal i byrådet i 2015 ændrede udvalgsstrukturen og afsatte tre udvalgsformænd. Det mente retten i Randers ikke var lovligt.

Venstres gruppeformand i Slagelse Knud Vincent håber ikke, det bliver nødvendigt med en retssag i Slagelse, men det kan blive nødvendigt.

- I aftes sendte vi en invitation til John Dyrby om, at vi skulle sætte os sammen i stedet for at få en opslidende retssag, siger han.

I første omgang får borgmesteren dog muligheden for igen at optage det brede samarbejde, for det er det bedste for borgerne, siger Knud Vincent.

Lykkes det ikke, kan det afgøres i retten.

- Det spor vil vi forfølge, hvis det ikke lykkes at gøre det, der er det bedste for borgerne, siger gruppeformanden.

Vil gerne samarbejde

Borgmester John Dyrby Paulsen vil meget gerne samarbejde, men han kommer ikke til at ændre på styrelsesvedtægten.

- Styrelsesvedtægten bliver ikke ændret. De er fuldstændig saglige og reelle, men samarbejdet mellem de to blokke er vi altid villige til at drøfte og derunder også, hvad der kan besættes af forskellige udvalgsposter, siger han.

Nu håber borgmesteren bare, at oppositionen reelt vil samarbejde, og at det hele ikke bare er et pressestunt.

John Dyrby Paulsen vil dog tage det med sindsro, hvis det hele skulle ende med en retssag.

- Situationen i Slagelse er helt anderledes, end den har været i Randers. På beskrivelsen af forholdene i Randers kan man se, at forholdene er anderledes, end de har været i Slagelse Kommune, siger borgmesteren.

Facebook
Twitter